Landsdelens første klimaskov indviet

Knud Høgh Rasmussen (tv) lægger jord til den nye klimaskov. Lars Heiselberg Vang Jensen er direktør for Growing Trees Network Global. Foto: Ole Møller, TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

En helt ny klimaskov plantet på godt to hektar jord blev i dag indviet ved Christiansfeld.

Lørdag formiddag blev en helt ny klimaskov, plantet på godt to hektar jord, indviet ved Christiansfeld.

Det er den første klimaskov plantet på en privat lodsejers jord her i Syd- og Sønderjylland.

Det er Knud Høgh Rasmussen, der har stillet en del af sin jord til rådighed.

Klimaskov:

Christiansfeld Klimaskov: To hektar jord med 8000 træer som i gennemsnit over 100 år optager 3000 tons CO2.

En almindelig skov i Danmark optager i gennemsnit per træ 250-300 kilo CO2 i løbet af 100 år

Firmadonorer opnår CO2 ejerskab via de træer, de køber, til 375 kilo CO2 pr. træ i løbet af 100 års CO2 optag.

Klimaskovene bidrager til:

  • Oplagring af CO2 og modvirkning af global opvarmning.
  • Flere skove med fredskovsstatus i Danmark.
  • Hjælp til vandmiljøet, da klimaskovene er økologisk drevet.
  • Øget biodiversitet og nye levesteder for dyr.
  • Mere skov, der i form og sammensætning falder naturligt ind i landskabet.

- Jeg synes, det er en god ide at lægge jord til, Og om fire til seks år er træerne groet over hovedet på en, og så kan man godt få den her fornemmelse af skov, at det bliver et lukket rum, så jeg håber, at der om få år er noget at opleve her, fortæller Knud Høgh Rasmussen.

De spæde planter i klimaskoven ved Christiansfeld forventes at være mandshøje om fire-seks år. Foto: Ole Møller, TV SYD

De godt 8.000 træer, der er blevet plantet, er finansieret af forskellige virksomheder, der til gengæld får glæde af det i CO2 regnskabet

- Virksomhederne har dels brug for at reducere deres CO2-udledning, dels er der også flere og flere virksomheder, der ønsker at gøre det til en del af deres produkt-egenskab, at kunden ved, at de køber et bæredygtigt produkt, som er med til at gøre godt for klima, natur og dyrlivet, forklarer Lars Heiselberg Vang Jensen, der er direktør for Growing Trees Network Global..

Klimaskoven ved Christiansfeld Foto: Ole Møller, TV SYD

Klimaskoven er den første af sin art her i Syd- og Sønderjylland. Den er god for den globale opvarmning, og så bliver der noget pænt at se på om nogle år.

Falsk bankmand snød sig til hævekort - har du set ham?

Personen har bedraget en række ældre mennesker i Esbjerg. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Udgivet

Politiet leder efter en mand, der er mistænkt for at narre hævekort fra en række borgere i det østlige Esbjerg.

Politiet offentliggør nu billeder af den person, der er mistænkt for tre bedragerier i det østlige Esbjerg. Billederne bliver offentliggjort i håbet om, at nogle kan genkende vedkommende.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Bedrager Esbjerg Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

I alle tre sager er ældre mennesker onsdag og torsdag i denne uge kontaktet på deres fastnettelefon af en mand, der udgav sig for at være fra Danske Bank.

Lige efter samtalerne kom en person til deres adresser under påskud af, at deres dankort enten var udløbet, eller at deres dankort havde været anvendt til kriminalitet, og at de derfor skulle udlevere kontanter, kreditkort og tilhørende pinkode.

Bedrager

- Vi har overvågningsbilleder af en mistænkt både fra hans ankomst til en af adresserne og fra hævning på de forurettedes kreditkort. Jeg håber, at nogen kan genkende den mistænkte person og kontakter politiet, så vi kan få stoppet gerningsmanden, udtaler politikommissær Morten Alslev i pressemeddelelsen.

Hvis man har oplysninger i sagen eller genkender personen, så skal man ringe til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.

Frikendt for drabsforsøg har krav på millionerstatning

Forsvarer Michael Juul Eriksen har repræsenteret én af de frikendte mænd. Foto: Helle Eriksen, TV SYD
A
Udgivet

Et drabsforsøg i 2022 førte ikke til en dom. Nu kan de frikendte mænd søge erstatning.

Det fortæller forsvarer Michael Juul Eriksen, som repræsenterede den ene af tre mænd, som fredag forlod Retten i Sønderborg som en fri mand efter varetægtsfængsling siden den 30. oktober 2022. Altså to år minus fem dage.

De tre mænd var tiltalt for at medvirke i et drabsforsøg på en dengang 21-årig mand. Han blev ramt men overlevede.

Det var foran dette spisested i Sønderborg, at skuddene faldt den 30. oktober 2022, hvor en mand blev ramt. Foto: TV SYD

- Vi søger erstatning, når vi har ventet 14 dage. Jeg mener, at der er gode muligheder for at få erstatning, siger Michael Juul Eriksen.

De 14 dage er anklagemyndighedens betænkningstid for at kunne anke rettens afgørelse.

Den frikendte mand kan se frem til en større sum penge skattefrit. Det vurderer Michael Juul Eriksen.

- Erstatningen for min klient mener jeg skal være 1,1 til 1,2 millioner kroner. Det er nemlig dobbelttakst, når tiltalen lød på drabsforsøg. Min klient har ligeledes udtalt sig fra begyndelsen af, så den burde han få, siger han.

Flere skudhuller i vinduet ses tydeligt. Foto: TV SYD

Det er forskelligt, hvor lang tid det tager at få tildelt erstatning. Cirka mellem seks måneder og halvandet år.

Ifølge retsplejeloven var taksterne i 2022 for en person, der har siddet uberettiget varetægtsfængslet, som udgangspunkt 7200 kroner for det første døgn og derefter 900 kroner for hvert påbegyndt døgn.

De andre frikendte i sagen har siddet varetægtsfængslet i kortere tid.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.