Lynnedslag smadrede 172 lygtepæle - prisen er en million kroner

Kolding Kommune bruger en million kroner på udskiftninger og reparationer, efter at et uvejr tidligere i år gav voldsomme skader på 172 lygtepæle.

Det buldrede og bragede i den nordlige del af Kolding 26. april i år. Voldsomme lyn lyste himlen op, og det gik især hårdt ud over 172 lygtepæle, der blev så kraftigt beskadiget, at de nu må repareres eller skiftes ud.

- Det er mange. Normalt skifter vi 10-20 lygtepæle om året på grund af forskellige ulykker, fortæller Jakob Ville (V), der er formand for Teknik- og Klimaudvalget i Kolding Kommune.

Ingen forsikring

I denne uge er arbejdet med at udskifte de skadede lygtepæle begyndt, og det er et arbejde, der koster skatteborgerne i Kolding en rund million kroner.

Da Kolding Kommune er selvforsikret, er der ingen forsikring der dækker skaderne, men ifølge Jakob Ville ville det heller ikke kunne betale sig at have forsikret lygtepælene.

-  Faktisk har vi regnet os frem til, at prisen for at forsikre lygtepælene ville være højere, end den pris vi betaler for udskiftningen, forklarer Jakob Ville.

quote

Vi kan lige så godt bruge skatteborgernes penge med omhu.

Jakob Ville (V), formand for Teknik- og Klimaudvalget, Kolding Kommune

Sparede borgerne for ekstra udgift

Leveringstiden på de nye lygtepæle har været lang, og derfor glæder man sig i Kolding Kommune over, at lynnedslagene trods alt skete midt i de lyse sommermåneder. 

Kommunen vurderede nemlig, at det på grund af netop de lyse sommermåneder ikke var nødvendigt at sætte midlertidige lygtepæle op i ventetiden, og det sparede både dem og skatteborgerne for en ekstra udgift.

- En midlertidig løsning ville have kostet næsten lige så meget som udskiftningen, og vi kan lige så godt bruge skatteborgernes penge med omhu, siger Jakob Ville.

Derfor mener han heller ikke, at det den her gang kan betale sig at forsikre de nye lygtepæle. 

- Det er første gang, vi oplever, at så mange lygtepæle bliver beskadiget på én gang, og vi tror heller ikke, at det er noget, der vil ske lige foreløbigt igen, siger Jakob Ville.