Mange mennesker vil gerne se kongehusets overdådige diamantbesatte brugs- og kunstgenstande. Det må være konklusionen, efter at Koldinghus har opgjort besøgstallet til udstillingen med kongehusets private juvelerkunst skabt af den russiske hofjuvelér Fabergé.
70.000 gæster købte en billet til udstillingen, og det er det bedste besøgstal i ti år til de årlige forårsudstillinger på Koldinghus. Det er en stigning på 20.000 gæster i forhold til sidste års udstilling og en fordobling i forhold til besøgstallet i 2006.
Det siger direktør på Koldinghus, Thomas Thulstrup, til TV SYD.
-Det har været en fantastisk udstilling for Koldinghus. Vi er meget glade.
Peter Carl Fabergé var juvelér ved den russiske zarfamilie frem til revolutionen i landet i 1917. Han er mest kendt for sine ekstravagante, diamantbesatte smykkeæg. Udstillingen præsenterede 100 Fabergé-genstande, som ejes af den danske kongefamilie.
Udviklingen i besøgstallet ved forårsudstillingerne på Koldinghus:
- 2006 36971 Kolding, den forsvundne renæssanceby
- 2007 47566 Våben gennem 1000 år
- 2008 38395 Da spaniolerne kom
- 2009 47292 Stof til eftertanke
- 2010 49098 Nye indtryk fra Orienten
- 2011 42063 Biennalen for kunsthåndværk og Design
- 2012 45333 Poul Henningsens lysdesign
- 2013 43023 Unikaform
- 2014 48017 Hammerslået
- 2015 50226 At rejse med stil
- 2016 70382 Fabergé