Tilbagefald og overforbrug: Flere søger hjælp mod massivt alkoholmisbrug

Hos Kolding Kommunes alkoholbehandling oplever man, at alkoholmisbrugere kommer med et mere voldsomt misbrug end normalt. Lederen på stedet peger på corona som årsag.

Hjemmearbejde. Lukkede skoler og daginstitutioner. Mere tid bag hjemmets fire vægge.

Coronapandemien har medført mange ændrede forhold i hverdagen. Men for alkoholmisbrugere har det også ført til et mere massivt indtag af alkohol. 

- Corona har trigget ændringen af strukturen hos overforbrugeren og den drikkende. Ligesom for mange andre familier er hverdagens strukturer smuldret, hvilket har gjort, at der er blevet skruet op for alkoholindtaget, siger Anette Rasmussen, der er leder af alkoholbehandlingen i Kolding Kommune.

quote

Mange har øget indtaget af alkohol, så det er blevet mere destruktivt og massivt.

Anette Rasmussen, leder af alkoholbehandlingen i Kolding Kommune.

Flere tilbagefald

Hos den kommunale alkoholbehandling i Kolding har medarbejderne det seneste halve år oplevet, at de borgere, der søger om hjælp til at komme ud af deres alkoholmisbrug, kommer med meget massive problemer.

- Det, vi kan se, er, at folk, der har været ædru i flere år, henvender sig, fordi de har oplevet tilbagefald. Samtidig er overforbrug blevet mere til et misbrug. Mange har øget indtaget af alkohol, så det er blevet mere destruktivt og massivt, siger Anette Rasmussen.

Hverdagens rammer forsvinder

Det er langt fra kun gengangere, alkoholbehandlerne i Kolding Kommune ser. Også borgere, der ikke tidligere har været i behandlingsforløb, opsøger hjælpen.

- Det kan være nogle, der tidligere har haft strukturer i livet, der har gjort, at de har kunnet holde sig på seks genstande om dagen, og så kunnet stå op og passe deres arbejde næste dag. Men i og med at al struktur langsomt er forsvundet, er alkoholindtaget øget gradvis til ret voldsomme mængder, siger Anette Rasmussen.

quote

- Man tænker: ‘Jeg tager lige et glas rødvin, så bliver jeg lige stresset ned’. Ligeså snart man kommer ind i den onde cirklen, så kører den bare.

Pia Reinholdt, tidligere alkoholmisburger.

En, der godt kan forstå, hvorfor nogle mennesker det seneste år er havnet i et massivt alkoholmisbrug, er 52-årige Pia Reinholdt fra Grindsted. Hun er tidligere alkoholmisbruger og kan sagtens sætte sig i alkoholmisbrugerens sted i en tid med corona.

- Der er corona, børnene er hjemme, du er selv hjemme, konen eller manden er måske udearbejdende, og du ved måske ikke, om du har et job, når coronaen er slut.

Hun stoppede med at drikke 12. juni 2010, efter at hendes familie gjorde det klart over for hende, at det skulle være slut. Hun kan godt genkende det med, at når hverdagens rammer forsvinder, så begynder det at blive svært.

- Man tænker: ‘Jeg tager lige et glas rødvin, så bliver jeg lige stresset ned’. Ligeså snart man kommer ind i den onde cirkel, så kører det bare. Lige pludselig accelererer det, og så er det, at du er nødt til at have det daglige indtag af alkohol, fortæller 52-årige Pia Reinholdt.

Massivt misbrug kræver intensiv behandling 

Borgere, der har søgt om hjælp hos alkoholbehandlingen i Kolding Kommune i løbet af det seneste halve år, har ifølge lederen på stedet været tiltagende dårligere. Det har medført mere og mere intensiv behandling fra starten af forløbet.

quote

Jeg har ikke set en periode være så konstant og med så dårlige borgere og familier.

Anette Rasmussen, leder af alkoholbehandlingen i Kolding Kommune.

- Tyngden af alkoholforbruget er steget meget, og det kalder på, at behandlingsindsatsen bliver mere omfattende. Allerede som indgang skal vi gøre brug af vores læger og sygeplejersker, fordi vi skal igangsætte den medicinske behandling, siger Anette Rasmussen.

Intens periode der bare fortsætter

Det ændrede mønster med henvendelser fra borgere med massive alkoholproblemer blev for alvor tydeligt for den kommunale alkoholbehandling i sensommeren. Siden da har det ligget på et stabilt dårligt niveau, og Anette Rasmussen, der har arbejdet på stedet i 20 år, har aldrig oplevet lignende tilstande.

- Jeg har ikke set en periode være så konstant og med så dårlige borgere og familier. Traditionelt set har vi nogle små hop omkring sommerferien og omkring jul, hvor det kan løbe lidt løbsk for nogle, og hvor vi oplever mange henvendelser, men her fader det altid ud igen. Denne gang er det ikke fadet ud. Det seneste halve år har det bare ligget på et generelt tungt niveau, siger hun.

Med udsigt til en mere normal hverdag og genåbning af flere fritidsaktiviteter og tilbud har Anette Rasmussen en forventning om, at henvendelser med massive alkoholproblemer vil komme til at aftage.

- Når folk begynder at kunne få noget struktur i hverdagen igen, vil min forventning være, at vi vil komme til at se en form for udfasning, siger hun.