To svinetransporter væltede og spærrede to veje i timevis

To væltede svinetransporter spærrede onsdag morgen og formiddag to vejkryds ved Kolding.

Sydøstjyllands Politi og mandskab fra Trekantområdets Brandvæsen arbejdede onsdag morgen og formiddag hårdt på at få styr på trafiksituationen efter, at to svinetransporter med kort mellemrum omkring klokken otte væltede i hver sit kryds ved Kolding.

Den første væltede svinetransport blev anmeldt klokken 07.55, hvor en lastbil med omkring 500 små grise væltede i rundkørslen ved Vejlevej, Højvangen og Nordager, hvor rute 170 og 176 mødes nord for Kolding.

Den anden anmeldelse indløb klokken 08.03, hvor en traktor og påhængsvogn med omkring 70 grise væltede på Gelballevej i Lunderskov. 

Kort før middag oplyser politiet, at der nu er styr på oprydningen efter uheldet ved Lunderskov, mens der går endnu nogen tid, inden trafikken er normal ved rundkørslen i Koldings nordlige udkant.

Omfattende indsats

- Vi har haft gang i en omfattende indsats med deltagelse af en række myndigheder og dyrlæger, så kan vi kunne få frigjort de grise, der var spærret inde i den væltede lastbil og få indfanget de dyr, der var sluppet fri ved de to uheld, oplyser vagtchef Torben Møller, Sydøstjyllands Politi.

En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge ulykkessted og den væltede svinetransport ved rundkørslen - og det der endnu for tidligt at komme med det bud på, hvad der der gået galt.

- Vi håber at være færdige med oprydning og undersøgelser først på eftermiddagen, inden myldretrafikken sætter ind, siger vagtchef Torben Møller.