Ugens Krea Konge: Sønnerne gav Inger et skub til at lave en adventskrans

En rygskade har forhindret Inger Larsen i at lave adventskranse de seneste år. Men på sønnernes opfordring kastede hun sig ud i projektet, der sikrede hende titlen som Ugens Krea Konge.

Inger Larsen fra Hjortlund i Gredstedbro er denne uges vinder af Krea Kongen Jul, hvor det gjaldt om at lave en adventsdekoration.

I videoen nedenfor kan du se, da TV SYD kom forbi familien Larsen og overraskede Inger Larsen med en fyldt kurv og selvfølgelig diplomet som Ugens Krea Konge.

Se med, da TV SYD kom på uanmeldt besøg i Hjortlund og overrakte diplom og titlen som Ugens Krea Konge til Inger Larsen.

Det var to af Inger Larsens teenagesønner Aksel Larsen og Magnus Larsen, der opfordrede deres mor til at deltage i udfordringen i Krea Kongen Jul.

- Vi sad alle sammen og så TV SYD i lørdags, og så sagde de: - ej, mor det skal du da prøve at lave, siger Inger Larsen.

Det syntes hun lød som en rigtig god idé, særligt fordi det er ved at være nogle år siden, at der har været en hjemmelavet adventskrans i huset. Men Inger Larsen kender også sine sønner godt nok til at vide, at der bag den opfordring nok lå en skjult bagtanke:

- Så ville jeg jo være beskæftiget med det i nogle timer, mens de så kunne liste ind på værelset og spille computer, siger Inger Larsen.

Men den gik ikke. Søndag morgen tog Inger Larsen sine sønner med ned til Tirslundstenen for at samle kogler, mos og birkebark ind til adventskransen. Det blev dermed til et hyggeligt familieprojekt at få kreeret den adventskrans, som sikrede Inger Larsen titlen som Ugens Krea Konge.

Inger Larsens adventskrans er pyntet med både birkebark, mos, grankogler og lidt glimmer.
Inger Larsens adventskrans er pyntet med både birkebark, mos, grankogler og lidt glimmer.

En længe ventet adventskrans

Mens børnene var små, har Inger Larsen altid lavet en adventskrans for at skabe julehygge. Men en skade i ryggen har forhindret Inger Larsen, der til daglig arbejder som pædagog, i at kunne lave adventskranse de seneste to år.

Derfor betyder det ekstra meget for hende, at der i år igen står en hjemmelavet adventskrans og lyser de mørke søndage i december op i huset i Hjortlund.

- Jeg er meget, meget glad for, at jeg fik den lavet, og at mine drenge gav mig det skub. Jeg nyder virkelig at se, at den står i vores hjem og pynter. For der skal jo pyntes og jules i denne tid. Det skal der bare, siger hun.

Om Krea Kongen

“Krea Kongen” er et hyggeligt og fantasifuldt univers, som du kan tage del i hver lørdag på TV SYD og her på tvsyd.dk. Her kan du finde masser af inspiration til dit næste “gør det-selv"-projekt og samtidig være med i konkurrencen om at blive ugens Krea Konge.

I november og december sætter vi fokus på julen og de mange forskellige kreative juleprojekter, du og din familie kan kaste jer over derhjemme. Hver lørdag starter vi en ny, spændende udfordring, som for eksempel at lave en smuk dekoration eller sy en personlig julesok. Ugens ekspert giver dig masser af inspiration og gode råd til, hvordan du løser ugens opgave, og så er det op til dig, om du vil lege med.

Du deltager i konkurrencen ved at uploade et billede her på hjemmesiden. Du skal bo i TV SYDs sendeområde for at kunne deltage, og kun ét billede per person kan komme i betragtning i konkurrencen. Vi skal have modtaget dit billede inden torsdag kl. 9.00 i den uge, hvor vinderen kåres om lørdagen. Billedhjulet her på hjemmesiden viser kun et udvalg af de indsendte billeder i konkurrencen. 

Naturpynt pryder kransene

Ligesom hos familien Larsen står der i rigtig mange hjem i Syd- og Sønderjylland fine og unikke adventsdekorationer. TV SYD har i ugens løb nemlig modtaget billeder af mange flotte bud på adventsdekorationer. I billedhjulet herunder kan du se nogle af dem.

Ugens dommer og ekspert i udfordringen, hvor det gjaldt adventsdekorationer, er Katharina Albrechtsen, som har stor ekspertise i blomsterdekorationer og arbejder hos Vesterport Blomster i Vejle. Det har ikke været nemt for blomsterdekoratøren at vælge en vinder, da rigtig mange havde skabt unikke kranse med materialer fra naturen.

- Der var virkelig mange fine og kreative løsninger. Det er dejligt, at mange har arbejdet med naturens materialer og har gjort det til deres helt eget, siger Katharina Albrechtsen.

Valget faldt dog på Inger Larsens adventskrans og det blev dermed hende, der løb med titlen som Ugens Krea Konge. Det var både historien bag projektet og de mange naturmaterialer, der fik Katharina Albrechtsen til vælge netop denne adventsdekoration.

- Det er en ren skovbund af naturens materialer, og de er godt anvendt. Og så er det virkelig hyggeligt, at den er lavet af børn og voksne i fællesskab. Det er jo familiernes fest i julen, og det gør det for dem også til en personlig krans, siger eksperten.

Deltag i Krea Kongen Jul

Krea Kongen Jul sendes lørdag på TV SYD, og hver uge stiller vi en ny udfordring, mens en ekspert vil give dig sine bedste råd til, hvordan du kan løse den kreative udfordring, vi stiller.

Er du vild med at klippe julestjerner, flette julehjerter eller folde musetrapper? Så kan det være, at du skal prøve at give det et skud med denne uges udfordring i Krea Kongen Jul. Her gælder det nemlig om at lave julepynt i papir.

Du kan melde dig til udfordringen ved at sende et billede af dine kreative udfoldelser via formularen herunder. Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er hver torsdag klokken 9.

Ingen konkurrence uden præmier. Hver uge finder vi en vinder, der får en julekurv med søde sager og materialer til flere julesysler.

Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive Ugens Krea Konge.

Du uploader dit billede her eller på TVSYD.dk/kreakongenjul