Else Jensen fra Grindsted starter indsamling til Ukraines børn

Else Jensen fra Grindsted har tidligere hjulpet børn fanget i krydsilden på den russisk-ukrainske grænse. Nu vil hun starte en indsamling igen.

- De sidste dage har jeg tænkt over, hvordan børnene i Østukraine vil have det under et russisk styre og det ragnarok, det bliver, hvis der bliver krig derovre.

Sådan lyder det 63-årige Else Jensen fra Grindsted, der nu starter en indsamling til fordel for børnene på et børnehjem i nærheden af Donetsk i det sydøstlige Ukraine.

Tilbage i 2014 stiftede hun sammen med sin mand og datter foreningen 'Grindsted hjælper Ukraines børn' som en konsekvens af urolighederne i Østukraine. Her samlede hun ikke kun penge sammen, hun samlede også tøj og ting, som ville gøre tilværelsen mere tålelig for børnene.

Og nu er Else Jensens ønske om at hjælpe børnene igen blevet præsent og aktualiseret af den seneste tids opblussen af konflikten og den russiske opmarcheren på den russiske side af grænsen.

quote

Jeg er en af dem, der altid hjælper andre.

Else Jensen, Grindsted

Har kontakt i Østukraine

Else Jensen har kontakt med ukrainske Viktor Radchenko, der hjælper med at konvertere pengene til tøj og ting, som børnene måtte have brug for.

- Jeg har ikke længere overskuddet til at gå fysisk ind i det med at skaffe tøj og ting. Så hvis folk vil donere penge, så vil jeg med glæde sende dem derover til min kontakt, der hjælper på børnehjemmet.

Else Jensen blev invalidepensionist i 2014 og havde indtil da arbejdet som både laborant, kok og pædagog.

- Jeg er en af dem, der altid hjælper andre. Jeg har dårlig samvittighed over, at der er så mange, der har det så meget dårligere end os, siger Else Jensen om bevæggrunden for at gå ind i velgørenheden.

quote

Jeg fik en masse billeder fra børnehjemmet, og de blev så glade for hjælpen.

Else Jensen, Grindsted

Donationer kickstartede sponsorerede fællesspisninger

I 2014 samlede hun penge, tøj og ting sammen i et år, som et møbelfirma fra Ølgod derefter fragtede til børnehjemmet i Ukraine. 

Men det var en kamp overhovedet at få lov til at få læsset ind over den ukrainske grænse, så chaufføren måtte vente i ti dage, før han fik lov at komme ind i landet. Men med det første læs afleveret, havde Else Jensen fået endnu mere blod på tanden.

- Jeg fik en masse billeder fra børnehjemmet, og de blev så glade for hjælpen. Så jeg fortsatte med at lave loppemarkeder og fællesspisninger, hvor vi fik sponsoreret både mad, musik og personale. Jeg har kun mødt velvillighed fra danskerne.

Et af de billeder fra børnehjemmet, som Else har modtaget. Viktor Radchenko er i midten af billedet. Det er ham, der hjælper med at levere penge og ting til børnene.
Et af de billeder fra børnehjemmet, som Else har modtaget. Viktor Radchenko er i midten af billedet. Det er ham, der hjælper med at levere penge og ting til børnene.
Foto: Privatfoto

Og nu håber hun, at velvilligheden er intakt, når hun igen åbner kontoen for donationer.

Else Jensen oplyser, at indsamlingen er registreret hos Indsamlingsnævnet.

Du kan se mere om foreningen og indsamlingen 'Grindsted hjælper Ukraines børn' på Else Jensens Facebookside her eller i opslaget herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.