Det er (stadig) mændene, der styrer lokalpolitikken

Opstillingen til kommunalvalget i TV SYDs sendeområde afslører, at 921 mænd, men kun 402 kvinder stiller op. For hver kvinde er der altså 2,3 mænd, der vil i byrådet.

Jasmin Lykke er en ung kvinde. Med lyst og mod til at blive byrådspolitiker. Hun er nummer tre på listen for Radikale Venstre i Esbjerg. 

- Jeg er godt klar over, at jeg stiller op som kvinde i et ret mandsdomineret område, men jeg har drivkraften og vil også kæmpe for, at vi får flere kvinder ind i politik, siger hun. 

Men indtil det sker - en ligestilling i de kommunale byråd - så halter kvinderne i dansk lokalpolitik bagefter. I hvert fald i antal. Det viser TV SYDs optælling i de 14 kommuner i Syd- og Sønderjylland.  

quote

Det er jo ikke sådan, at man som kvinde kun kan se sig selv i andre kvinder.

Line Ehlert Thomsen, Det konservative Folkeparti, Vejen Kommune

Færrest kvinder i Vejen kommune 

Helt overordnet kan man tælle 2,3 mænd for hver kvinde, der stiller op til kommunalvalget den 16. november. Eller sagt på en anden måde: Kvinderne udgør typisk knap en tredjedel af de, der stiller op. 

Ud af de 14 kommuner i TV SYDs område markerer Vejen kommune sig klart med færrest kvinder, der stiller op. Nemlig med kun 21 procent.    

Men der er selvfølgelig stor forskel på kønsfordelingen i hver kommune. Og i de forskellige partier. 

15 mænd - to kvinder

I Det konservative parti i Vejen Kommune stiller 15 op. 13 af dem er mænd. Blot to af dem er kvinder. 

- Vi har en helt fantastisk fordeling, når det kommer til alder, men vi kunne godt bruge nogle flere kvinder. Og så tænkte jeg: Hvis jeg gerne vil gøre noget ved det, så er det nemmeste, jeg kan gøre, er at stille op selv. Så det har jeg valgt at gøre, siger den konservative byrådskandidat i Vejen Kommune Line Ehlert Thomsen. 

Line Ehlert Thomsen, K: - Det nemmeste var at stille op selv. Så det gjorde jeg. (Privatfoto)
Line Ehlert Thomsen, K: - Det nemmeste var at stille op selv. Så det gjorde jeg. (Privatfoto)

Flertal af kvinder

I Socialdemokratiet i Billund Kommune ser det helt anderledes ud. Temmelig tæt på den perfekte balance, hvis man ser på det med ligestillings-briller. 17 stiller op. Otte af dem er mænd og .....(trommehvirvel)....ni af dem er kvinder. Altså et forholdsvis sjældent flertal af kvinder.   

- Det er ikke sådan, at vi kun er gået efter at finde kvindelige kandidater, men vi er også gået efter at finde kvindelige kandidater. Vi synes, at det er af afgørende betydning, at kvinder har mulighed for at sidde i et byråd og dermed repræsentere den del, de står for også, siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup fra Socialdemokratiet i Billund Kommune. 

Sådan er M/K-fordelingen i DIN kommune:

Aabenraa: 79 mænd 35 kvinder = 31% kvinder 

Billund: 42 mænd 17 kvinder = 29% kvinder 

Esbjerg: 75 mænd 37 kvinder = 33% kvinder 

Fanø: 25 mænd 12 kvinder = 32% kvinder 

Fredericia: 58 mænd 30 kvinder  = 34% kvinder

Haderslev: 69 mænd 36 kvinder = 34% kvinder

Hedensted: 64 mænd 24 kvinder = 27% kvinder

Horsens: 69 mænd 33 kvinder = 32% kvinder

Kolding: 75 mænd 38 kvinder = 34% kvinder

Sønderborg: 77 mænd 28 kvinder = 27% kvinder

Tønder: 87 mænd 41 kvinder = 32% kvinder

Varde: 63 mænd 28 kvinder = 31% kvinder 

Vejen: 64 mænd 17 kvinder = 21% kvinder

Vejle: 76 mænd 26 kvinder = 25% kvinder

Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup reklamerer for sig selv og sit parti på denne måned.
Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup reklamerer for sig selv og sit parti på denne måned.

Konsekvenser

En manglende ligestilling i byrådene har konsekvenser, mener hun. 

- Det er rigtig vigtigt, at der er en ligelig fordeling af kvinder og mænd i byrådene så alle værdier bliver ligeligt repræsenteret. Kvinder har oftest mere interesse for de "bløde" værdier - ældreområdet, handicapområdet, børn- og ungeområdet - og hvis vi ikke har en mere ligelig fordeling i byrådene rundt omkring, så er det også mere disse emner, der ikke sættes mest på dagsordenen, siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup fra Socialdemokratiet i Billund Kommune. 

Mænd kan sagtens repræsentere kvinder

Vejen kommune tegner sig 

Line Ehlert Thomsen, byrådskandidat for Det konservative Folkeparti i Vejen Kommune, havde gerne set, at flere kvinder havde meldt sig på den lokalpolitiske bane, men siger:  

- Det er rigtig vigtigt for mig, at man som borger i en kommune føler, at man er repræsenteret af sit byråd. At man kan se sig selv i de personer, der stiller op. Men det er jo ikke sådan, at man som kvinde kun kan se sig selv i andre kvinder. 

I Esbjerg er Jasmin Lykke i gang med at sætte sine 200 valgplakater op - i håb om at blive valgt til byrådet. Som kvinde. Men mest som medlem af sit parti.