Så er det Obama-tid: Solen skinner over Kolding i dag

Vejrmæssigt viser Danmark og Kolding sig fra sin bedste side fredag med solskin, når præsident Obama kører fra Hotel Koldingfjord og til SDU, hvor han skal tale.

Barack Obama har tilbragt natten på Hotel Koldingfjord, inden han klokken 11.45 under titlen ‘A conversation with President Barack Obama’, skal tale for cirka 680 inviterede gæster.

Hvornår Obama forlader Hotel Koldingfjord og bliver kørt den næsten otte kilometer lange tur fra hotellet og til SDU er ukendt for offentligheden - men det er her, der bliver størst mulighed for at få et glimt af præsidenten, hvis man ikke har billet til hans optræden.

Men ifølge DMI gør Obama klogt i at finde det varme tøj frem, inden han forlader sit værelse på Hotel Koldingfjord. 

- Det meste af landet får en flot start på weekenden med solskin fredag. En koldfront er i nat trukket ind fra nordvest, og den bringer kølig luft med sig. Sammen med ret blæsende vejr bliver det ikke meget varmere end 10-14 grader, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI, fredag morgen til Ritzau.