Spis en hotdog, hop i åen eller hæv en hund: Her kan du få et glimt af Obama

Har du ikke billet til at opleve Barack Obama på fredag, så fortvivl ej. Der er nemlig en chance for, at du alligevel kan få et glimt af ham.

Skal du opleve Barack Obama, kræver det, at du kan svare ja på ét af disse tre spørgsmål:

  1. Er du erhvervsleder og medlem af Business Kolding?

  2. Er du blandt de særligt udvalgte studerende fra SDU og elever fra Koldings ungdomsuddannelser?

  3. Blev dit navn råbt op ved Kolding Kommunes lodtrækning mandag?

Kan du ikke svare ja på et eneste af spørgsmålene, er du ikke blandt publikum på fredag. Men fortvivl ikke. Her får du nemlig et bud på, hvor du kan være heldig at få et glimt af den tidligere amerikanske præsident, når han besøger Kolding.

Alle veje fører til Kolding

Vi ved ikke, hvor Obamas fly lander i Danmark, men vi ved, at han skal til Kolding. Arrangementet på fredag foregår nemlig på SDU i Kolding, som ligger på Universitetsparken 1. Obama træder på scenen klokken 11:45, så det er i løbet af formiddagen, du skal være parat, hvis du vil se ham.

Det er svært at sige med sikkerhed, hvilken rute til SDU Obama vælger, men der er to oplagte muligheder. Obama kan vælge at køre ad Jens Holms Vej via Sdr. Havnegade og Buen til Universitetsparken, eller han kan svinge ad Skamlingvejen via Buen til Universitetsparken. Det er nogle centrale veje i Kolding, så du skal være vågen, når han glider forbi blandt koldingensernes biler.

Her er det oplagt at se Obama

SDU’s bygning har en hovedindgang med en stor parkeringsplads foran. Det er oplagt, at Obama parkerer limousinen her og spadserer direkte ind på universitetet. Obama er 1,85 meter høj, så selvom han garanteret er omgivet af vagter, kan du sikkert stadig skimte toppen af det famøse hoved - men måske du skal overveje at stå på tæer.

Er du ikke helt så høj, kan du tage et smut over til Designskolen eller Kolding Kommunes Uddannelsescenter. De to bygninger ligger overfor SDU på modsatte side af Buen, og hvis du tager elevatoren op på fjerde sal, kan du se over til hovedindgangen ved SDU.

Til de alternative Obama-fans

Kolding Å løber langs SDU’s bygning, og selvom vejret er en smule utilregneligt, så overvej lige om det ikke er tid til en kanotur. Fra åen får du et glimrende udsyn over universitetets område, og mon ikke Obama vil kigge lidt ekstra i din retning, hvis du plasker rundt få meter fra ham.

Bliver du sulten i din iver efter at se Obama, ligger Circle K på modsatte side af åen. På tankstationen er der udsigt til pladsen foran SDU, så mens du spejder efter den tidligere præsident, kan du tygge på en fransk hotdog.

Fang et glimt af ham her

Fredag er ud over Obama-dag også lønningsdag. Derfor er det et heldigt sammentræf, at Nordea Bank ligger overfor SDU på modsatte side af Østerbrogade. Mens du hæver lommepenge til weekenden, kan du se en bid af parkeringspladsen ved SDU og en af de mindre indgange til SDU’s bygning. Måske Obama vælger at snige sig ind gennem denne indgang i stedet for den oplagte hovedindgang?

Har du svært ved at beslutte, om du er mest til kano, hotdog eller lommepenge, så er her en sidste mulighed. Stiller du dig langs Skamlingvejen, har du et bredt udsyn. Her kan du se hele området fra Kolding Kommunes Uddannelsescenter og Designskolen til SDU og Nordea Bank. Jo nærmere du kommer krydset mellem Skamlingvejen og Buen, jo mere vil du kunne se af SDU’s parkeringsplads foran hovedindgangen.

Uanset hvilken udkigspost du vælger: May the odds be ever in your favor.