Positive tegn fra Anders Tesgaard

Efter ni dages koma har cykelrytteren Anders Tesgaard nu givet små positive tegn fra sig. Men hans tilstand er stadig kritisk.

"Anders havde sine første "bowel movement" i går og i løbet af natten, hvilket er et tegn på at nerverne i ryggen er intakte.

Der har været mindre bevægelser ved højre øjenlåg. Der er dog stadig ikke reaktion i pupillerne.

Anders har kortvarigt været ude af respiratoren, og har trukket vejret selv.

Neurologernes vurdering er desværre fortsat ikke særligt positive.

Han er trappet ud af sovemedicinen, men ligger stadig i koma."

Sådan lyder den seneste melding på cykelrytteren Anders Tesgaards facebookside.

Den 25. juni blev han involveret i et færdselsuheld, da han deltog i cykelløbet Race Across America. Anders Tesgaard blev påkørt på en landevej, mens følgebilen kortvarig var inde og tanke.

Han ligger stadig i koma på et hospital i USA, og hans tilstand betegnes fortsat som kritisk.