Oversigt

Ny app skal hjælpe udfordrede unge

Studieteknik, åndedræt, stress og bekymringer er blandt de ting som appen "Ro" skal hjælpe unge mellem 15 og 20 år med.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse. 

Appen bliver gratis og kræver ikke brugeroprettelse for unge, der kæmper med svedige håndflader og høj puls i den kommende eksamensperiode. 

Landsækkende undersøgelser viser, at cirka en ud af fem unge mellem 16 og 24 år scorer lavt på den mentale helbredsskala og ofte føler nervøsitet og stress. 

Den negative udvikling vil Region Syddanmark ifølge formand for regionens psykiatri- og socialudvalg, Mette Bossen Linnet (V), forsøge at ændre med appen.

- Vores nye regionale app er et rigtig godt digitalt værktøj, som taler de unges sprog, og som er testet på en lang række unge. Jeg er sikker på, at den vil kunne hjælpe mange unge, som er presset i deres hverdag, hvad enten det er på grund af eksamener eller helt generelt,  fortæller Mette Bossen Linnet.

Unge på ungdomsuddannelser vil gennem appen få råd og konkrete øvelser til at skabe ro i hverdagen og forebygge langvarig stress. Appen er tilgængelig nu.