Region Syddanmark åbner tegnebogen: Lønløft til sundhedspersonale

Et lønløft til 4500 ansatte i Region Syddanmark blev i går stemt igennem af et flertal i Regionsrådet.

Et af de varmeste debatemner de seneste år har været lønniveauet hos sundhedspersonalet. Nu kan i hvert fald en del af sundhedspersonalet i Region Syddanmark se frem til mere i lønposen. 

Et flertal i Regionsrådet i Region Syddanmark stemte i går for at bruge 52,2 millioner kroner i 2022 og 70 millioner kroner i 2023 på at hæve lønnen for 4500 ansatte på sundhedsområdet. En såkaldt 'Januar-pakke'.

Det er blandt andet sosu-personale, terapeuter, socialrådgivere og socialpædagoger. Også det præhospitale område, der blandt andet dækker over ambulancer og sygetransporter, kan se frem til penge til flere 'hænder' og opkvalificering.

Bedre forudsætninger

Pengene, der i 2022 tages fra et 'frigjort råderum ved konsolidering i 2021' og i 2023 skal indarbejdes i det ordinære budget, skal være med til at skabe bedre forudsætninger for en sundhedssektor, der har været presset på blandt andet mandskab.

Løndannelsen er, ifølge Region Syddanmark, også møntet på de områder, som vurderes til at have mest akut behov for midler. Det er blandt andet vurderet ud fra, hvor stor anciennitet de ansatte har og hvilke arbejdsopgaver, de udfører. Blandt andet plejepersonale og jordemødre bliver tilgodeset.

FAKTA: Lønløft i Region Syddanmark

DET SKAL PENGENE GÅ TIL:

- Anciennitetstillæg med henblik på at understøtte fastholdelsen af vagtbelastet plejepersonale på de mest vagttunge plejeområder som samtidig er karakteriseret ved mange akutte patienter.


- Anciennitetstillæg med henblik på at understøtte fastholdelsen vagtbelastet plejepersonale på intensivområdet.


- Anciennitetstillæg med henblik på at understøtte fastholdelse af vagtbelastede jordemødre og vagtbelastet plejepersonale inden for de dele af fødeområdet der er karakteriseret ved høj vagtbelastning og mange akutte patienter.


- Tillæg til specialuddannede sygeplejersker inden for intensivområdet, anæstesiområdet samt på psykiatriske sengeafdelinger med henblik på at sikre rekruttering og fastholdelse.


KILDE: Region Syddanmark

En nødvendighed

Hos Dansk Sygeplejeråds formand for Syddanmark, John Christiansen, så modtages pengene med kyshånd. Det er simpelthen en nødvendighed, udtaler han til TV SYD.

- Jeg synes, det er godt, de har forholdt sig til de udfordringer, der er på sygehusområdet. Jeg er glad for, at de har lyttet til os med henblik på at beholde ansatte og tiltrække nye, siger han.

- Det er historisk, at de går ind og sætter et relativt stort beløb til løndannelse. Nu ser jeg frem til at blive en del af de forhandlinger, der skal foregå.

Det var et næsten enigt regionsråd, der stemte 'Januarpakken' igennem. SF og Enhedslisten kunne dog ikke medvirke, da de fik stemt et ændringsforslag ned. Begge partier så gerne, at forhandlingerne ville blive på lokalt plan og ikke på et overordnet regionalt plan, som der er lagt op til.