Millionbeløb kan være på vej til ansatte på sygehuse

I et nyt forslag vil Region Syddanmark give et lønløft på 70 millioner kroner årligt til omkring 4.500 ansatte på regionens sygehuse.

70.000.000 kroner. 

Så mange millioner foreslår administrationen i Region Syddanmark at give i lønstigninger til omkring 4.500 ansatte på sygehusene. 

Pengene er en del af regionens januar-pakke, som sigter mod at styrke fastholdelse af medarbejdere på de sygehusafdelinger, som har en høj vagtbelastning og mange akutte patienter. 

Onsdag den 12. januar skal forretningsudvalget i regionen behandle forslaget, og hvis forslaget bliver godkendt skal regionsrådet den 24. januar tage stilling.

Januar-pakken er ifølge Regionsrådsformand, Stephanie Lose (Venstre) en del af en større plan.

- "Januar-pakken”, som er på Forretningsudvalgets dagsorden onsdag, er en del af en samlet, langsigtet indsats, hvor vi sikrer en varig forbedring af rekruttering, fastholdelse og arbejdsmiljø til gavn for både patienter og medarbejdere, siger hun i en pressemeddelelse.

De kan se frem til lønstigning

Forslaget skal udover områderne med høj vagtbelastning og akutte patienser også styrke andre områder. Blandt andet kan sosu-personale, terapeuter, socialrådgivere og socialpædagoger i det omfang, de er tilknyttet plejeopgaven og på vagt i omfattende områder samt jordemødre på den vagttunge og akutte del af fødeområdet se frem til et lønløft.

Hvis forretningsudvalget og efterfølgende regionsrådet beslutter at arbejde videre med januar-pakken, vurderer administrationen, at løntillæggende vil kunne udbetales fra den 1. april 2022. 

Det er ikke kun sygehusene, som kan se frem til flere penge mellem hænderne. 

Også det præ-hospitale område som ambulancer og sygetransport kan få glæde af januar-pakken. Pakken inkluderer blandt andet opnormeringer og opkvalificeringer.

- Vi agerer både på den korte bane, som vi gjorde med fordeling af vinterpakken, som skal hjælpe et trængt sundhedsvæsen nu og her - og på den længere bane med et forslag som dette, som skal være med til at styrke og fremtidssikre vores sundhedsvæsen, udtaler regionsrådsformand Stephanie Lose (Venstre), 1. næstformand Mette With Hagensen (Socialdemokratiet) og 2. næstformand Morten Weiss-Pedersen (Konservative).

Region Syddanmarks forretningsudvalg anmodende på et møde den 8. december 2021 administrationen om at udarbejde et oplæg, som skulle indeholde forslag til løndannelse og en vurdering af en økonomisk ramme. 

Den 12. januar skal forretningsudvalget behandle forslaget, og den 24. januar skal regionsrådet tage beslutning til forslaget.