Regionerne har fordelt penge fra vinterpakken mellem sig

Regioner har eller vil snart indlede forhandlinger med faglige organisationer om, hvordan penge skal bruges.

Landets fem regioner er blevet enige om, hvordan pengene fra vinterpakken fra regeringen skal fordeles mellem dem.

Desuden er de blevet enige om de helt overordnede rammer for, hvordan pengene skal anvendes.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Region Hovedstaden får flest penge med 312,5 millioner kroner. Region Sjælland får 154 millioner, Region Nordjylland 103,4 millioner, Region Midtjylland 216,1 million, mens Region Syddanmark får 214 millioner kroner.

I starten af december afsatte regeringen en milliard kroner til sundhedsvæsnet med en vinterpakke.

Pengene skal bruges i et presset sundhedsvæsen

Hvad pengene konkret skal bruges på, nævnes ikke i pressemeddelelsen.

Der er dog enighed om, at pengene skal bruges på en måde, så det kan mærkes de steder, hvor sundhedsvæsnet er særligt presset.

- Regionerne har allerede eller vil snarest indlede forhandlinger med de faglige organisationer om, hvordan pengene bedst kan bruges, lyder det i pressemeddelelsen.

Formålet med pengene er at styrke og understøtte aktiviteten på sygehusene og at fastholde medarbejdere.

I pressemeddelelsen hedder det desuden, at der er enighed om, at pengene ikke skal smøres tyndt ud.

Regionerne selv beslutter hvordan pengene bruges

Det er regionerne selv, der beslutter, hvordan pengene skal bruges. Den beslutning sker efter aftale med de relevante faglige organisationer.

Der kan altså være forskel på, hvordan pengene bruges fra region til region og også fra hospital til hospital.

- Forskellene skyldes, at det kan være forskelligt, hvad der presser sygehusene mest i de enkelte regioner, og hvilke medarbejdergrupper der er mest under pres. Ligesom der kan være forskel på, hvilke områder der helt aktuelt er mest ramt af ekstraordinær aktivitet, lyder det i pressemeddelelsen.

Pengene vil blive aftalt som et engangsvederlag hen over vinteren.