Travlhed på sygehuse: Mange børn får RS-virus

Sygehusene har langt flere indlæggelser med alvorlig virus, end der plejer at være på denne årstid.

Ekstraordinært mange får luftvejs-infektionen RS-virus lige nu. Det oplyser Sundhedsstyrelsen, og billedet bekræftes af de tre børneafdelinger på Region Syddanmarks sygehuse. Her er der markant flere indlæggelser end normalt. 

Sygehusene fortæller til TV SYD, at der i skrivende stund er 13 indlagte med RS-virus på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Fra børneafdelingen oplyses det, at man aldrig har oplevet noget lignende. 

På Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er der pt. tre indlagte med RS-virus, og yderligere fem små patienter menes at have virussen.

Sygehus Lillebælt har ikke et præcist antal for RS-smittede. Men der er 28 indlagte børn, og de fleste af dem vurderes at have RS-virus. 

Værst for de små

RS-virus rammer især børn mellem ét og tre år, som kan få problemer med at trække vejret, mens det hos lidt ældre børn minder om en forkølelse. 

Normalt er der størst risiko for luftvejs-infektionen om vinteren, mens det er usædvanligt at se tilfælde af RS-virus i sommermånederne. Men sygdommen blev registreret allerede i begyndelsen af juli. 

Flere rejsende og færre immune

Sundhedsstyrelsen har flere bud på, hvorfor sygdommen pludselig dukker op hen over sommeren. Det kan være resultatet af, at Danmark for nylig er åbnet helt igen efter restriktionerne under covid-19-epidemien. 

Samtidig er der flere rejsende. Og fordi der var langt færre tilfælde af virus i den seneste vinter, kan der være færre børn, som har udviklet immunitet.