Tusindvis af ledige vaccinationstider i Region Syddanmark

Regionerne opfordrer til at booke vaccination, for der er mange ledige tider, og det kan forsinke udrulning.

Flere steder i landet oplever vaccinationscentre, at borgerne er langsomme til at bestille tid til vaccination mod coronavirus.

Det betyder, at der er tusindvis af ledige tider, og det kan forsinke vaccinationsudrulningen. Det skriver Jyllands-Posten.

I Region Syddanmark er der cirka 75.000 ledige vaccinetider fordelt over de næste fire uger. I Region Sjælland er tallet omkring 100.000 ledige i tider i samme periode, mens Region Nordjylland har 65.000 ledige tider de kommende tre uger.

Hold løbende øje

Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), opfordrer derfor til at reservere tid, hvis man ikke har fået det gjort.

- Hvis ikke der er plads ved det nærmeste vaccinationscenter, så se, om der er andre centre, der kan bruges, eller hold løbende øje med, om der bliver lagt nye tider ud, siger hun til Jyllands-Posten.

Vacciner er der nok af. Det skyldes købet af et stort parti Pfizer-vacciner fra Rumænien. Købet på 1,17 millioner doser har medført en fremrykning af vaccinekalenderen.

Alle over 16 år er inviteret

Tidligere fredag meddelte Sundhedsstyrelsen, at alle personer, der bliver 16 år eller derover i 2021, nu er blevet inviteret til vaccination.

Senest er det målgruppen med de 30-34-årige, der har fået mulighed for at bestille tid.

Der er dog stadig over to millioner danskere, der mangler at blive vaccineret. Stephanie Lose understreger, at det er vigtigt at holde epidemien under kontrol, særligt når Delta-varianten spreder sig.

- Derfor håber jeg virkelig, at vi kan få vaccineret så mange som muligt så hurtigt som muligt, siger hun til avisen.

Sommerferie kan spille ind

Hun har ikke en entydig forklaring på, hvorfor de ledige tider tilsyneladende ikke bliver revet væk. Men et bud lyder ifølge avisen på, at mange holder sommerferie andre steder end i deres hjemmeregion og derfor venter med vaccinationen.

Sundhedsstyrelsen forventer at begynde at invitere børn i alderen 12-15 år til vaccination om cirka to uger.