Nu begynder ny renovering på Dybbøl Mølle

Istandsættelsen begynder 4. maj, hvor møllen denne gang skal sandblæses og kalkes for at stå klar til Tour de France.

Det ikoniske vartegn i Sønderborg er igen omkranset og delvist skjult af stillads.

For møllens hvide flader skal renoveres på ny, og dét arbejde er man hastigt gået i gang med for at blive klar til den helt store begivenhed, når Tour de France kommer til byen i starten af juli.

- Det er vigtigt, når der kommer så meget bevågenhed. Der bliver sendt tv-billeder ud af møllen til hele verden, og der skal den bare stå og skinne på det tidspunkt, siger Jens Peter Rasmussen, der er formand for Dybbøl Mølle.

Den helt rigtige metode

Det har taget tid at finde ud af, hvordan man bedst renoverede murværket på den historiske mølle.

Derfor lavede man flere tests, der skulle vise, hvilken metode møllen skulle kalkes på, for at den hvide farve holdt.

Nu er man kommet frem til, at den bedste behandling er at sandblæse muren først, og derefter kalke møllen fire gange og afslutte med en omgang kalkvand.

quote

Der bliver sendt tv-billeder ud af møllen til hele verden, og der skal den bare stå og skinne på det tidspunkt.

Jens Peter Rasmussen, formand for Dybbøl Mølle

Hvis alt går efter planen, er det sidste lag lagt i midten af juni.

Selvom det er et stort arbejde, der er igangsat, er formanden for Dybbøl Mølle ikke i tvivl om, at tidsplanen nok skal nås.

- Vi har sat en rimelig lang periode af, så det er jeg sikker på, at vi nok skal blive klar til Tour de France, siger Jens Peter Rasmussen.

Det er ikke længe siden, at Dybbøl Mølle sidst gennemgik en større renovering. Op til 100-året for Genforeningen i 2020 kom der både nye vinger, og hatten blev renoveret. Her løb renoveringen op i 3,4 millioner.

Denne gang regner bestyrelsen bag Dybbøl Mølle, at regningen lander på godt en million. Her har de allerede modtaget et tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen på 257.000 kroner. Resten skal de finde ad andre veje.

Dybbøl Mølle vil i renoveringsperioden stadig være åben for publikum.