Værtshus vil hjælpe nedlukket butik: Kom og lån vores lokaler kvit og frit

Fox and Hounds i Sønderborg er klar med en håndsrækning til en butik i byens nedlukkede shoppingcenter. - Flyt butikken over i vores lokaler, mens vi alligevel er lukket ned, lyder invitationen.

- Det er for at vise, vi har sympati med de butikker, der fortsat skal holde lukket, bare fordi de ligger i et storcenter.

Sådan lyder det fra medejer Lasse Rosenberg, der i et Facebookopslag tilbyder, at en butik helt gratis kan låne nøglerne til pub og værtshuset Fox and Hounds i Sønderborg midtby.

- Hvis vi kan hjælpe, vil vi meget gerne gøre det. Derfor stiller vi vores lokaler gratis til rådighed, imens vi selv er lukket ned.

Butikker i storcentre fortsat lukket

Mens de fleste butikker mandag den 1. marts fik lov til at genåbne, gælder det ikke for de butikker, der er placeret i et storcenter som for eksempel Borgen Shopping. De skal fortsat holde lukket. 

I opslaget skriver Lasse Rosenberg, at hvis der er en butik, som står og brænder inde med med for eksempel en masse vintervarer, er de velkommen til at sælge dem fra værtshusets lokaler.

Medejer Lasse Rosenberg fortæller, at han har været i kontakt med Syd- og Sønderjyllands Politi, og der skulle ikke være noget til hinder for, at lokalerne bliver udlånt til en butik.

- Vi vil jo gerne have, at alle regler er på plads, og vi må gerne udlåne vores lokaler på den her måde.

Kommer der mange henvendelser, bliver der trukket lod blandt ansøgerne, oplyser Lasse Rosenberg.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.