Cirkus ryster nye elever sammen

De 75 elever i 7. klasse på Augustenborg Skole begynder i dag tirsdag uden at kende hinanden. Men det gør nycirkus noget ved

Augustenborg Skole bruger konceptets akrobatik og jonglering til på fire dage at ryste 75 elever sammen, der kommer fra flere forskellige skoler.

Viceskoleleder Mette Elmerdahl på Augustenborg Skole ser frem til en sjov og anderledes uge for eleverne i 7. årgang og deres nye klasselærere.

- Vi starter med tre helt nye 7. klasser. En klasse kommer fra Fryndesholm Skole og to klasser fra Augustenborg Skole, og disse klasser er blevet blandet til tre helt nye 7. klasser. Vi synes, at Nycirkus er en oplagt mulighed for at give vores elever den bedst mulige begyndelse på 7. årgang, da det både indeholder bevægelse, udfordringer, tillidsøvelser og samarbejde i et, siger Mette Elmerdal.

Sønderborg er en af de 18 kommuner, der sætter nycirkus på dagsordenen og på skoleskemaet i indtil videre tre år. 2014 var første år.

 

 

Nycirkus er en kunstart og en bevægelsesform, der kombinerer fysisk, kreativ og social læring.

 

Nycirkus er skabt for at udfordre krop og hjerne, og det vil komme unge til gavn gennem workshopprogrammet arrangeret af Københavns Internationale Teater og Sønderborg Kommune.

Nycirkus udvikler børns motorik, styrke og smidighed, men i modsætning til sport er det ikke konkurrencebetonet. Børnene bliver bevidste om, hvordan kroppen agerer, og de lærer at stole på hinanden og føle sig trygge ved berøring.