Flugtbilist brager ind i nybygget garage under biljagt

En garage i et villakvarter blev smadret, da en bilist ramte den i forsøget på at slippe fra politiet.

En kun få måneder gammel garage på en villavej i nærheden af Borgmester Andersens Vej i Sønderborg blev smadret, da en flugtbilist sent torsdag aften kørte ind i den med fuld kraft.

Men det lykkedes i første omgang bilisten og hans passager at komme fri og køre videre.

Ved et andet hus i området fik Christian og Heidi Andreasen kort efter en oplevelse, de sent vil glemme. Der var pludselig en Hyundai SUV og to politibiler, som kørte rundt i deres nyanlagte have.

- Jeg sad og så tv og tænkte, at nu kom sirenerne da godt nok tæt på. Så kiggede jeg ud ad vinduet og så de blå blink, og hvad der skete, fortæller Christian Andreasen.

- Det var vildt

- Politiet prøvede at standse bilen ved at køre ind i den i haven med et ordentligt brag. Bagefter lå der flere bildele tilbage på græsset.

- Heldigvis er der ikke nogen, der er kommet til skade og sporene i vores nye have får vi nok rettet ud. Et lille nyplantet træ er blevet ramt, men ellers kørte den unge mand uden om de andre ting i haven, fortæller Christian Andreasen.

- Det var vildt, siger Heidi Andreasen, da TV SYD også fanger hende på telefonen.

- Jeg vågnede ved det og så bare en masse blå blink. Vores søn syntes, det var spændende, men var alligevel glad for, at politiet kom tilbage til os og fortalte, at de havde fanget flugtbilisten.

To mænd er anholdt

Biljagten fortsatte gennem Sønderborg, og i Arnkilgade mistede føreren kontrollen over bilen, som var blevet stjålet et andet sted i byen tidligere på dagen.

Her blev den 33-årige fører, der er fra Aabenraa-området, og hans 30-årige kammerat, der sad i passagersædet, anholdt af politiet.

TV SYD har talt med ejerne af det hus, hvor garagen er blevet ramt af flugtbilisten. De ønsker ikke at blive interviewet, men vi har fået tilladelse til at bringe de to billeder i toppen af artiklen.