Succes skal bredes ud: Kommune sender børn i jobtræning

I håb om at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, sender Sønderborg Kommune nu børn ned til 5. klasse ud på virksomhedsbesøg.

Selvom Magnus Christensen Jørgensen kun går i 5. klasse på Humlehøj-Skolen i Sønderborg, så ved han allerede meget om, hvad han kan være, når han bliver stor.

- Jeg vil virkelig gerne prøve at få en elektronikuddannelse, fordi det er spændende, synes jeg, siger Magnus Christensen Jørgensen.

Sammen med resten af sin klasse har han to gange besøgt virksomheden Bitzer Electronics, der ligger i Sønderborg. Her har de skullet lære at programmere og bygge et klimaanlæg.

- Virksomhedsbesøg gør en forskel

Nu henter Sønderborg Kommune inspiration fra Humlehøj-Skolen. Kommunen vil rulle samarbejdet med virksomheder ud til alle kommunens skoler.

Børn helt ned i 5. klasse skal stifte bekendtskab med erhvervslivet, og målet er klart: flere skal tage en erhvervsuddannelse.

quote

Det her er noget, vi tror på, og det er noget, som vi kan se, har en betydning lokalt for eleverne og for klasserne.

Claus Klaris, (V), formand, Børne og Uddannelsesudvalget, Sønderborg

- Det her er noget, vi tror på, og det er noget, som vi kan se, har en betydning lokalt for eleverne og for klasserne, siger Claus Klaris (V), der er formand i Børne og Uddannelsesudvalget i Sønderborg.

Herudover så håber kommunen også, at det vil gøre flere unge uddannelsesparate, og det er noget, som Humlehøj-Skolen allerede har erfaring med. Og her er samarbejdet med virksomhederne én af metoderne.

- Når børnene ser, hvad man kan blive efter skolegangen, bliver de mere motiverede, og det giver en viden om arbejdslivet, siger Birgit Alberts, der er klasselærer i 5.X på Humlehøj-Skolen.

Alle er glade for samarbejdet

Det er ikke kun eleverne og skolen, der jubler over at sende børn ned til 5. klasse ud i virksomheder. Det gør virksomhederne også selv.

- Når børnene har været herude (Bitzer Electronics), har de altid spurgt, hvad man kan uddanne sig til hos os. Så jeg har et indtryk af, at de har været rigtig glade for at være her, og vi har været rigtig glade for at have dem, siger HR-chefen i Bitzer Electronics, Anne Vibeke Madsen og fortsætter:

- Vi håber på, at børnene bliver interesserede i at uddanne sig inden for de fagområder, som vi har.

5.X på Humlehøj-Skolen i Sønderborg. 
5.X på Humlehøj-Skolen i Sønderborg. 
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD