Spejdernes Lejr: Anders har ikke været i bad i otte dage

Søndag slutter Spejdernes Lejr i Sønderborg. For 12-årige Anders Svanborg Pedersen har hygiejnen været lidt anderledes end derhjemme.

Fra klokken otte i morges begyndte spejderne at myldre ud til busserne. En uge med aktiviteter, lejrbål og sjove oplevelser i selskab med spejdervenner var slut. 

quote

Jeg har slet ikke været i bad. Jeg havde ellers sagt til min mor hjemmefra, at jeg nok skulle gøre det, men det er ikke rigtig lykkes.

Anders Svanborg Pedersen, spejder, Hedensted Spejderne. 

For spejderne har det været en uge, der har budt på en lidt anden hverdag end den hjemme ved mor og far. 12-årige Anders Svanborg Pedersen fra Hedensted Spejderne har slet ikke været i bad i de otte dage, lejren har varet.

- Jeg har slet ikke været i bad. Jeg havde ellers sagt til min mor hjemmefra, at jeg nok skulle gøre det, men det er ikke rigtig lykkedes, siger Anders Svanborg Pedersen til TV SYD.

Han er nok ikke den eneste på Spejdernes Lejr, der ikke har været i bad hele ugen. Da TV SYDs reporter spurgte Anders, om han ikke var begyndt at lugte en lille smule, så faldt et klart og kort svar lynhurtigt: - Jo.