Fire æg i storkereden – og flere er måske på vej

Storkeekspert er optimistisk på ungernes vegne. Omkring den 7. maj burde der være unger i reden.

I løbet af en uge har Tommy og Annika produceret fire æg, som de nu ruger på. Men det er ikke sikkert, det stopper her. Efter det fjerde æg blev lagt, gik Tommy og Annika i gang med at parre sig igen. Det behøver dog ikke betyde, at vi får et femte æg.

- I gennemsnit får de fem æg, og det kan godt hænde, at vi får et æg mere i nat, men det er slet ikke sikkert, siger Mogens Lange fra Vorbasse, der er storkeekspert ved Storkene.dk.

Det første æg blev lagt 5. april, derfor kan vi forvente den første unge cirka en uge inde i maj. Ifølge Mogens Lange er det realistisk, vi får to flyvefærdige unger ud af de nu fire æg.

- Men jeg håber selvfølgelig, vi får så mange unger som muligt, siger han.