Danske grænsependlere skal også fremvise coronatest, mener tysk ministerpræsident

I kølvandet på Danmarks indførelse af rejserestriktioner kommer Slesvig-Holstens ministerpræsident nu med samme krav for danskerne.

Siden lørdag klokken 17 har alle udenlandske statsborgere skulle fremvise en negativ coronatest for at komme ind i Danmark.

Nu vil ministerpræsident Daniel Günther fra CDU have indført samme restriktioner for grænsependlere fra Danmark hurtigst muligt.

Det skriver Flensborg Avis.

Her er test-reglerne for indrejse i Danmark:

Alle udenlandske statsborgere med et anerkendelsesværdigt formål skal ved indrejse til Danmark kunne fremvise en negativ coronatest, der er under 24 timer gammel.

For borgere i Slesvig-Holsten behøver testen kun at være under en uge gammel.

- Jeg ville gå varmt ind for, at vi havde de samme regler som i Danmark, siger Daniel Günther til avisen.

Opfordringen til at indføre samme restriktioner for danskerne, som Danmark har for udenlandske statsborgere, er udbredelsen af den muterede corona-virus i Storbritannien.

Den er lige nu skyld i, at det britiske sundhedsvæsen står over for et kollaps.

- I Tyskland sætter vi alt i bevægelse for at få epidemien under kontrol. Så ville det være et paradoks, hvis de bestræbelser blev modarbejdet af smitte fra udlandet. Vi skal gøre alt for, at de intensive afdelinger i Tyskland fortsat kan håndtere det stigende antal alvorligt syge coronapatienter, fortæller ministerpræsidenten.

Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther vil have indført test af de danske grænsependlere.
Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther vil have indført test af de danske grænsependlere.
Foto: Ritzau/Scanpix

Selvom ministerpræsidenten nu vil skubbe på for at få indført rejserestriktionerne, så ligger ansvaret for Tysklands ydre grænser hos forbundsregeringen i Berlin. Derfor ligger den endelige beslutning hos landets udenrigsministerium.