Forårsmåned har budt på to vejrrekorder

Mens vejret i april skifter lidt mellem sol, sne og slud, kan vi lige spole tiden tilbage til marts måned. Her indhentede vejret nemlig to rekorder.

Med kun en uge til at kalenderen skrev april, hev marts sin første vejrrekord hjem.

I det meste af årets første forårsmåned lå der et højtryk hen over eller tæt ved Danmark, som holdt regn og skyer væk fra himlen. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). 

Det betød dermed, at solen fik lov at skinne hele 238,6 timer i marts. I gennemsnit giver det 7,7 timers sol dagligt.

Det er det højeste antal solskinstimer DMI nogensinde har målt for marts. Den forrige rekord ligger på 200 timer. 

Ifølge DMI skinner solen normalt 131 timer i marts.

Solskinsummen for marts måned hvert år siden målingerne startede i 1920
Solskinsummen for marts måned hvert år siden målingerne startede i 1920
Foto: DMI

Den anden rekord, som marts bød på, hænger i høj grad sammen med det stabile højtryk og de solrige dage.

Den første forårsmåned var nemlig knastør, og med kun én frontpassage midt på måneden og lidt småbyger hen mod månedsskiftet kravlede marts under den tidligere bundrekord på 7,0 millimeter regn fra henholdsvis 1918 og 1969. I år faldt der blot 4,3 millimeter regn på landsplan.

Nedbørsummen for marts måned hvert år siden 1874.
Nedbørsummen for marts måned hvert år siden 1874.
Foto: DMI

Ifølge DMI falder der normalt 46,4 millimeter nedbør i marts måned.