I dag træder ny grænsekontrol i kraft - det bliver anderledes

Mindre kontrol ved grænseovergangen og flere patruljer i grænseområdet. Det er nogle af de tiltag, der er blevet sat i gang fra i dag fredag.

I mere end syv år har der været grænsekontrol ved grænsen mellem Tyskland og Danmark.

På grund af Schengen-samarbejdet er de inde grænser i EU reelt ophævet. Dog kan medlemslandene vælge at indføre en midlertidig grænsekontrol.

Grænsekontrollen kan dog kun indføres seks måneder ad gangen. Derfor skal den forlænges hvert halve år.

Det har Danmark gjort siden 4. januar 2016.

Fra i dag fredag 12. maj gælder den nye forlængelse. Denne gang har man dog valgt at omlægge grænsekontrollen.

Ifølge Justitsministeriet og Syd- og Sønderjyllands Politi skyldes omlægning af grænsekontrollen, at man vil gøre grænsepassagen mere smidig - blandt andet for pendlere.

Det er blandt andet på grund af, at man i højere grad har fokus på at styrke indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet i grænseområderne frem for indrejsekontrol.

Det betyder, at politiets indsats ved den dansk-tyske grænse fremover vil være en anelse anderledes end før.

Myndighederne arbejder dog stadig på flere tiltag, der kan gøre turen over den dansk-tyske grænse nemmere. Det drejer sig blandt andet om droner samt anvendelse af nummerpladegenkendelse.

I listen herunder er de tiltag, som bliver indført fra i dag.

Ændringer ved grænsekontrollen

1

Mindre kontrol ved selve grænsen

Fra 12. maj vil der blive kontrolleret færre indrejsende.

Politiet vil fremover i højere grad tilrettelægge kontrollerne på baggrund af politifaglige vurderinger af, hvor og hvornår effekten af kontrollen vil være størst.

- Vi vil fra fredag gennemføre færre stikprøvekontroller på grænsen, end vi har gjort hidtil, udtaler politiinspektør Jeppe Kjærgaard.

2

Ingen fast tilstedeværelse ved Kruså, Padborg og Frøslev

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at der stadig vil være stikprøvevis kontrol ved alle 13 grænseovergange langs den dansk-tyske grænse.

Dog vil man fremover ikke være fast tilstede ved de tre grænseovergange i Kruså, Padborg og Frøslev.

3

Område ved grænseovergang udvides

Med henblik på at lette trafikafviklingen over grænsen bliver der snart sat gang i en udvidelse af kontrolområdet ved den travle grænseovergang ved Frøslev.

Man kan dog stadig risikere at sidde i kø i de mest travle tidsrum.

"Tiltagene vil ikke i alle tilfælde hindre kødannelse i Tyskland, men vil bidrage til en bedre trafikafvikling og vil dermed også komme pendlerne til gavn", oplyser Justitsministeriet.

4

Flere patruljer i grænselandet

Når politiet kommer til at lave færre kontroller ved selve grænsen, vil der i stedet blive frigivet ressourcer til det, som justitsministeriet kalder en "kriminalitetsbekæmpende indsats i grænseområderne".

Der bliver samtidig sat 20 årsværk af til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet i hele landet.