Livreddere rykkede i sidste uge ud to gange gange til folk i livsfare ved Vestkysten

Livreddere måtte i sidste uge rykke ud til to situationer, hvor personer var i livsfare ved strandene i Syd- og Sønderjylland. I hele landet var der otte udrykninger.

Otte gange i uge 28 måtte livreddere på danske strande rykke ud til situationer, hvor de vurderede, at personer var i livsfare. To af redningsaktionerne foregik ved Vestkysten.

Alle de involverede overlevede.

Fralandsvind er en af årsagerne til, at folk kommer i problemer, når de bader, forklarer Lasse Serup Jensby, der er driftsleder i TrygFonden Kystlivredning.

- Hvis der er fralandsvind, så lad badedyret ligge på stranden.

- Og hvis du er i tvivl om, hvorfor det gule flag er hejst, så gå hen til livreddertårnet og spørg, siger han.

Det gule flag bliver hejst, når der er noget, man skal være opmærksom på.

- Det kan for eksempel være stærk vind, stærk strøm eller mange brandmænd, siger Lasse Serup Jensby.

Fanget af stærk strøm ved Henne Strand

Ifølge TrygFonden blev en ældre mand fanget i stærk strøm ved Henne Strand og måtte reddes i land på et rescue board. Manden var efterfølgende meget forskrækket og fik psykisk førstehjælp på stranden.

Desuden måtte to unge mænd i alderen 20-25 år hjælpes i land ved Kerteminde Nordstrand. De var svømmet for langt ud og kunne ikke selv komme tilbage til stranden på grund af stærk strøm.

Fik kraftige vejrtrækningsproblemer i vandet 

En ældre tysk mand fik under en badetur på Lakolk Strand vejrtrækningsproblemer cirka 50 meter ude i vandet. Manden får hjælp af livredderne, som blandt andet giver ham ilt, mens de tilkalder en ambulance. Det viser sig, at manden lider af astma, og da han får sin medicin, får han det markant bedre. 

Men de badende skal også selv forberede sig på en tur på stranden.

- Man skal kende stranden og forholdene i vandet. Er der stejlt? Er der strøm? Hvis der skal ringes 1-1-2, hvor er det så præcis, man står henne?

- På rigtig mange badestrande er der et redningsnummer, som er en grøn tavle, hvor der er et bogstav efterfulgt af tre tal, som man kan oplyse til alarmcentralen, og så ved de, hvor man er, siger Lasse Serup Jensby.

Syd- og Sønderjylland:

To livreddende aktioner, 221 førstehjælpsaktioner, 184 forebyggende aktioner, 2.433 oplysende indsatser

• Lakolk: 1 livreddende aktion, 34 førstehjælpsaktioner, 58 forebyggende aktioner og 837 oplysende indsatser

• Østerstrand: 0 livreddende aktioner, 28 førstehjælpsaktioner, 39 forebyggende aktioner og 233 oplysende indsatser

• Rindby: 0 livreddende aktioner, 31 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 246 oplysende indsatser

• Vejers: 0 livreddende aktioner, 25 førstehjælpsaktioner, 39 forebyggende aktioner og 268 oplysende indsatser

• Henne: 1 livreddende aktion, 24 førstehjælpsaktioner, 28 forebyggende aktioner og 608 oplysende indsatser

• Hvidbjerg: 0 livreddende aktioner, 79 førstehjælpsaktioner, 18 forebyggende aktioner og 241 oplysende indsatser