Syd- og sønderjyderne kan fortsætte med at købe dåseøl og sodavand i grænsebutikkerne uden at betale pant. Det afgjorde EU-Domstolen torsdag.
- Vi er skuffede over, vi ikke har fået medhold, og vi er bekymrede for, hvad det betyder, siger Lotte Engbæk Larsen, der er branchedirektør for handel i Dansk Erhverv.
I 2021 fik Dansk Erhverv ellers medhold i deres klage over grænsebutikkernes salg af pantfrie dåser. Grænsebutikkerne stod til at skulle opkræve pant fra deres kunder fremover. Men EU-Kommissionen ankede den afgørelse, og resultatet er nu, at grænsebutikkerne kan fortsætte salget, som de plejer.
I Tyskland så vel som i Danmark er der ellers et veletableret pantsystem, som betyder, at butikker i begge lande skal opkræve pant fra deres kunder.
- Men så er der grænsebutikkerne, der har lavet deres egen eksporterklæring, som gør, at de kan undslå sig den regel. Hvorfor er der ingen, der griber ind? Det er da besynderligt, siger Lotte Engbæk Larsen.
Hensyn til miljøet
Et andet argument for, at der ifølge Dansk Erhverv skal være pant på grænsebutikkernes dåser, er hensynet til miljøet.
Alene i Syd- og Sønderjylland har Danmarks Naturfredningsforening siden 2018 fundet 75.000 dåser i naturen, hvoraf op mod 80 procent var uden pant.
Derfor står Danmarks Naturfredningsforening sammen med Dansk Erhverv i sagen.
- Det er dybt skuffende, at politikerne tillader, at det kan fortsætte, siger Lars Midtiby, som er direktør i Danmarks Naturfredningsforening, til Ritzau torsdag om EU-dommen.
Kilde: Danmarks Naturfredningsforening til Ritzau
Op ad bakke
Ifølge cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen betyder dommen fra EU, at der stadig vil være trafik og efterspørgsel i butikkerne over grænsen.
Han mener ikke, at der er så meget, de danske butikker kan gøre for at konkurrere med de tyske grænsebutikker.
- De må bide i det sure æble og acceptere, at tyske butikker har en fordel, som betyder, at de danske mister omsætning og kunder i butikken, siger Søren Kristensen.
Danske butikker mister hvert år fem milliarder kroner i overskud til tyske butikker. Det fandt Dansk Erhverv frem til under Corona-pandemien, hvor grænserne var lukkede.
-Tyske butikker har både en fordel, når vi snakker pant og afgifter, så danske butikker ville ikke tjene penge, hvis de skulle matche tyske priser, siger Søren Kristensen.
Stadig håb
Mens Dansk Erhverv har tabt denne afgørelse, afventer de en anden afgørende dom i kampen om at sikre syd- og sønderjyske butikker fair konkurrencebetingelser.
- Vi har en klage mere inde, som går på miljødelen og handler om dåser i naturen. Den afventer vi stadig en konklusion på, siger Lotte Engbæk Larsen, branchedirektør for handel i Dansk Erhverv.
Hun er ikke i tvivl om, hvad hun gerne vil opnå.
- Konkurrencen skal være på lige vilkår, og det er den ikke på denne måde, hvor grænsebutikker ikke skal betale pant, ligesom alle andre tyske og danske butikker skal.