Massive mængder regn og stærk storm ramte regionen

Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Syd- og Sønderjylland blev lørdag aften og nat ramt af stærk storm og store mængder regn. Få overblikket her.

På Rømø blev der målt vindstød på 30,9 m/s. Det betegnes som stærk storm og er dermed de stærkeste juli-vinde i 26 år. Gårsdagens voldsomme vejr har givet udfordringer i store del af regionen.

Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Jacob Matthiesen fortæller, at man i løbet af lørdag aftenen fik omkring 50 opkald vedrørende stormvejret.

- Det drejer sig om en del væltede træer, men noget af det er også skilte, der er væltet. Butiksskilte og sådan noget, siger han til Ritzau.

Der er ikke sket nogen færdselsuheld som følge af de væltede træer, understreger vagtchefen.

Jonas Olsens æbletræ måtte lægge sig på græsset efter lørdagens uvejr. Han har taget fotoet ved Gredsted ved Ribe.

Kraftig nedbør ved Haderslev

Ulla Post fra Starup ved Haderslev har sendt videoen herunder til TV SYD. Hun har målt nedbør i en mængde, der er tæt på skybrud.

- Indtil videre har vi fået 34 mm i dag (red. ved 18-tiden). Denne byge på ca. ti minutter gav 13 mm regn, skriver hun til TV SYD.

Ved Flyvestation Skrydstrup viser DMIs officielle målinger, at der i tidsrummet 14.30 til 15.00 faldt 11,6 mm regn. Det er tæt på at være et skybrud, da det betegnes ved 15 mm nedbør på 30 minutter.

Ulla fra Starup ved Haderslev har sendt denne video af regnvejret til TV SYD. Ved Haderslev faldt der i tidsrummet 14.30 til 15.00 11,6 mm regn. Et skybrud betegnes ved 15 mm nedbør på 30 minutter.

Blæsten ramte vestkysten hårdest

På vestkysten kender de til blæst og storm. Men vindstød tæt på orkanstyrke hører dog til sjældenhederne i sommermånederne. Ved kysten blev der målt vindstød kategoriseret som stærk storm. Der blev dermed ikke målt vindstød af orkanstyrke, som der var varslet.

Så kraftig var vinden

Flere steder i Syd- og Sønderjylland var vinden så kraftig, at det var tæt på vindstød af orkanstyrke. Dog holdt hastighederne sig under 32,6 m/s, svarende til 117 km/t, der kategoriseres som vindstød af orkanstyrke.

  1. Røme/Juvre 30,9 m/s

  2. Kegnæs Fyr v. Sønderborg 29,3 m/s

  3. Blåvandhuk fyr 28,8 m/s

  4. Flyvestation Skrydstrup 24,7 m/s

  5. Esbjerg Lufthavn 24,7 m/s

  6. Kolding Lufthavn 23,7 m/s

  7. Sønderborg Lufthavn 21,6 m/s

  8. Store Jyndevad 20,6 m/s

  9. Billund Lufthavn 19,5 m/s

Kategorier af vindstød:

Storm er 24,5- 28,4 m/s

Stærk storm er 28,5 - 32,6 m/s

Orkan er over 32, 7 m/s

Solveig Jensen har sendt denne video herunder. Hun skriver, at de målte 18 mm regn på under et kvarter i Løgumkloster.

Lone Rytter optog denne video ved Møgeltønder lørdag eftermiddag.

18-årig mand anholdt efter fund af fem syrebomber ved skole

Ved en skole i Sønderborg er der fundet fem såkaldte syrebomber, oplyser politiet søndag formiddag. Foto: Presse-fotos.dk
Af Ritzau
Udgivet

En mand på 18 år er blevet anholdt efter fund af fem syrebomber ved en skole i Sønderborg.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Rønnow til TV 2 søndag eftermiddag.

Syrebomberne blev fundet søndag morgen.

Først meldte en borger om en enkelt bombe lidt før klokken syv. Derefter opdagede betjente yderligere fire.

Et område ved Sønderskov-Skolen og Grundtvigs Allé blev spærret af, og forsvarets specialister fra ammunitionsrydningstjenesten blev tilkaldt.

Kort efter klokken 13 kunne politiet meddele, at indsatsen var overstået. Syrebomberne var uskadeliggjort.

I de seneste par år har der af og til været meldinger om hjemmelavede syrebomber. Blandt andet på Fyn og i Esbjerg.

Ved flere lejligheder har politiet advaret om risikoen for eksempelvis øjenskader.

Tyske strikkere fik ny inspiration på festival i Marsken

Tyske strikkere har for alvor fået øjnene op for strikkefestivalen Masker i Marsken. Foto: Ole Møller, TV SYD
Udgivet

Strikkeworkshops, foredrag, udstillinger og koncerter har igen været omdrejningspunktet for deltagerne på årets sønderjyske strikkefestival Masker i Marsken. I år har flere tyske strikkeentusiaster hentet inspiration på festivalen.

Igen i år har godt 3000 strikkeentusiaster været samlet til tre dage fyldt med strikketeknikker, håndfarvede garner og hvad der ellers fylder, når man interesserer sig for den magi, der kan opstå på to pinde.

Der er kommet flere busser hertil med kvinder fra tyske strikkeforeninger

Marianne Rosalie Kalb, formand for festivalforeningen

Det er blot den tredje udgave af Masker i Marsken, og igen i år er deltager kommet langvejs fra for at være med til de mange workshops og foredrag i marsklandet omkring Højer og Ballum.

- Overordnet set er det gået rigtig godt. Vi har haft en velbesøgt festival med strikkere fra hele landet og glade udstillere, som har solgt godt. Sidste år var vi cirka 3100 deltagere, og det har vi også nået i år, siger festivalforeningens formand Marianne Rosalie Kalb.

Foto: Ole Møller, TV SYD

Får ny inspiration

Hun fortæller også, at flere tyske strikkere i år har fundet vej til festivalen.

- Der er kommet flere busser hertil med kvinder fra tyske strikkeforeninger. Rigtig meget af det garn, vi får lavet i Danmark er plante- og håndfarvet, og det ser man ikke så meget i Tyskland. Men de danske designere og garnproducenter kan noget andet, end det de kan i Tyskland, så strikkerne får en helt anden inspiration ved at komme her, forklarer Marianne Rosalie Kalb.

Der er masser af inspiration til de strikkeglade, for masker i marsken bugner af garner og strik i alle afskygninger. Foto: Ole Møller, TV SYD

Derfor vil Masker i Marsken gerne gøre mere for at tiltrække de tyske strikkere til næste års festival.

- Vi har på flere planer brygget på, om vi kunne lave tiltag for at få flere tyske gæster. Derfor har vi blandt andet lavet et grænseoverskridende strikkearrangement for både danske og tyske strikkere her i foråret, som der var stor opbakning. Så der er et tysk marked for os dernede, siger festivalforeningens formand.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.