Skal du ud at køre? Pas på de glatte veje

Lørdag morgen melder Vejdirektoratet om isglatte veje i det meste af Danmark. Kør forsigtigt lyder opfordringen

Der er glatte veje i det meste af Danmark - og særligt i Jylland.

Det oplyser Troels Hartvig Albertsen, vagthavende ved Vejdirektoratets trafikcenter

- Der er glatførevarsel i det meste af Jylland, store dele af Fyn og Nordsjælland, men det er glat i det meste af Danmark, siger han. 

Han anbefaler derfor alle, som skal ud at køre lørdag morgen at være forsigtig på vejene og køre efter forholdene. 

- Vi har haft en del uheld henover natten, så det er kommet bag på folk, at det har været glat. Vi kører på fuld tryk med saltspredere i det meste af landet, siger han. 

Ved Sydøstjyllands og Syd- og Sønderjyllands politikredse er uheldene også at finde. Vagtchefen ved Sydjyllands politi, Jeppe Thranum, fortæller, at de ud på natten har reageret på syv uheld. Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi, Henrik Sønderskov, oplyser, at man her har reageret på samme antal.

Begge politikredse fortæller, at ingen er kommet til skade.

d192f0b7-dfb5-43cd-a03c-055f09ed2868
Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

DMI: Køligt weekend vejr

Henover weekenden vil vejret i Danmark være præget af skyer og til tider tøsne, slud og regn. Der vil nemlig være to vejrsystemer som skal passere Danmark. 

Det oplyser Vagthavende meteorolog ved DMI, Bolette Brødsgaard 

- Lørdag vil et mindre lavtryk bevæge sig fra Sydnorge ned over Thy, Kattegat og videre mod øst. Med lavtrykket følger en linje af byger. Bygerne vil være med tøsne, og længere op ad dagen falder nedbøren mest som regn og slud, oplyser hun og uddyber

- Næste vejrsystem kommer allerede til sydvestlige Jylland lørdag aften. Det er en front, som sidst på eftermiddagen sender skyer ind over Jylland. Om aftenen kommer nedbøren i form af tøsne og slud. Fronten bevæger sig langsomt mod nordøst og når i løbet af natten til søndag frem til Sjælland og det meste af Jylland. Desværre har fronten lidt svært at slippe Danmark, så hele søndagen går med skyer og til tider lidt nedbør, der efterhånden går over i slud og regn, oplyser hun.