TV der bevæger dig

Sønderjysk samarbejde skaffer folk til slagteriet

Jobcentre samarbejder tættere. Danish Crown fik løst akut mangel på medarbejdere.

Fabriksdirektør Ole Carlsen manglede akut 28 medarbejdere til Danish Crown. Dem fik han takket være et nyt samarbejde mellem de sønderjyske jobcentre. Der er tæt på 1100 medarbejdere i slagteriet. Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

For nylig manglede Danish Crowns slagteri i Blans akut 28 medarbejdere. Så mange kunne det lokale jobcenter i Sønderborg ikke skaffe.

Men opgaven blev løst gennem JobSønderjylland, som er et nyt samarbejde mellem jobcentrene i Aabenraa, Haderslev og Tønder. Det glæder Ole Carlsen, som er fabrikschef hos Danish Crown i Blans.

Vi kan ikke klare det stigende arbejdspres uden flere hænder.

Ole Carlsen, fabrikschef, Danish Crown i Blans. 

- Vi har ekstraordinært travlt på fabrikken, fordi landmændene putter flere grise i staldene. Det kan de gøre, fordi Kina er ramt af svinepest og derfor køber mere svinekød fra Danmark. Vi kan ikke klare det stigende arbejdspres uden flere hænder, og det er vi glade for, at jobcentret kan hjælpe med, siger Ole Carlsen.

Én mand – fire kommuner

16 af de 28 nyansatte bor i Sønderborg Kommune, mens de 12 andre er fra Aabenraa, Haderslev og Tønder kommuner. Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Sønderborg, Jan Prokopek Jensen (S), er meget tilfreds.

- Det her er resultatet af, at én medarbejder, som er i kontakt med virksomheden og samtidig råder over fire jobcentre. Det vil sige fire kommuners ledige. Det er vores første store ordre, siden vi sidste sommer indledte et tættere samarbejde, og der vil helt sikkert komme flere, siger Jan Prokopek Jensen.

Jobopslag fra virksomheder i de fire kommuner lægges ud på en fælles elektronisk platform, og så kan jobcentrene byde ind. Det er planen, at alle jobordrer bliver lagt på platformen fra 1. april 2020.

Forebygger jobmangel

De fire jobcentre forsøger også at kigge lidt ud i fremtiden.

- Sammen har vi sat gang i to opkvalificeringsforløb, hvor vi har en fornemmelse af, at der vil mangle arbejdskraft. Så sørger vi for uddanne de ledige. Således at når virksomhederne har behov, så kan vi hurtigt levere nogle ledige med de kompetencer, der er brug for, siger Jan Prokopek Jensen.

Jobfest i slagteriet

De fire jobcentre er nu i gang med at løse den næste opgave for en virksomhed i Tønder. Desuden er der flere opslag på vej fra slagteriet i Blans.

- Indenfor meget kort tid får vi brug for 30-40 medarbejdere mere. Der skal vi nok have fat i de omkringliggende kommuner, for så mange kan vi ikke finde lokalt, siger Ole Carlsen.

Læs også Danish Crown lander aftale om salg af svinekød til Kina for 670 millioner kroner