Rekord i udlejning af feriehuse

Udlejningen af feriehuse står igen til at sætte rekord, viser tal fra Danmarks Statistik. Og størstedelen er til tyskere, som holder jul i Danmark.

Flere sommerhusudlejere ser ud til at få en ekstra julegave i år - af vores tyske naboer. Udlejningen af feriehuse i Danmark står igen til at sætte rekord i år, viser tal fra Danmarks Statistik.

quote

Tyskere elsker det trygge og naturskønne Danmark, og for dem er dansk julehygge hygge med hygge på.

Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv

- Det er den aller bedste måde at holde liv i Danmark langs kysterne. Så turisme spredt ud over hele året er klart den bedste julegave til de her områder, siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.

Top ti mest populære Syd- og Sønderjyske sommerhuskommuner i december 2018:

  1. Varde: 4051 udlejninger
  2. Tønder: 1433 udlejninger
  3. Fanø: 716 udlejninger
  4. Sønderborg: 585 udlejninger
  5. Kolding: 244 udlejninger
  6. Esbjerg: 224 udlejninger
  7. Hedensted: 201 udlejninger
  8. Haderlev: 188 udlejninger
  9. Aabenraa: 91 udlejninger
  10. Vejle: 76 udlejninger

Baseret på tal fra Danmarks Statistik.

I følge tal fra Danmarks Statistik er udlejningerne i 2019 foran med 18 pct. i forhold til samme tidspunkt sidste år. Og ifølge Lars Ramme Nielsen, er der god grund til at tro, at den stigning holder året ud.

- Det vil være højest overraskende, hvis ikke tallene holder, så december bliver mindste 18 pct. bedre end sidste år også, siger Lars Ramme Nielsen.

Kigger man på top ti over de kommuner i 2018, som havde flest udlejninger i december, indfinder Varde kommune sig på 2. pladsen. Mens Tønder ligger på 3. pladsen, Fanø på 7. pladsen og Sønderborg på 9. pladsen.

Tyskere elsker dansk julehygge

En del af udlejningsglæden skyldes vores tyske naboer. Hos udlejningsbureauet Sol og Strand er 75 % af gæsterne, som har booket et sommerhus, tyskere.

- Det er årets anden højsæson, vi går i møde, og særlige de tyske gæster er glade for at fejre højtiden i Danmark, siger Per Dam, direktør for Sol og Strand.

Det bakker Lars Ramme Nielsen op. Han fortæller, at jo længere mod syd i Danmark man kommer, jo flere tyske turister finder man i udlejningshusene.

- Tyskere elsker det trygge og naturskønne Danmark, og for dem er dansk julehygge hygge med hygge på, siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.