Brrr...kulden bliver ved

Vinteren fortsætter mindst en uge mere. Der kommer flere snebyger.

De kommende dage vil der falde mere sne. Vinden tager til, så det igen føles isnende koldt.

- Vi fortsætter med vintervejret i den kommende uge. Der kan fortsat komme snebyger indimellem over hele landet, siger Jeanne Mangerel, vagthavende ved DMI.

- Temperaturerne vil ligge omkring frysepunktet og lidt over. Det bliver tre til fire grader, når det er lunest. De næste dage vil det ikke blæse så meget, men vinden tiltager hen over weekenden, og så vil det igen føles koldere mange steder, siger hun.

Hen over weekenden tager vinden altså til, så den bidende kulde fortsætter.

Alt i alt må vi indstille os på, at vinteren tager endnu en omgang, efter foråret kiggede kort forbi tidligere på måneden.

For der er ikke udsigt til, at temperaturen igen kommer op over de 10 grader, som det var tilfældet i sidste uge.

- Det er der ikke noget, der tyder på, i den kommende uge. Men det er marts, og det betyder, at vi kan få hvad som helst - sådan er det om foråret, siger Jeanne Mangerel.