Det bliver perfekt vejr i weekenden

En herlig weekend venter: Op mod 20 grader, næsten ingen vind og stort set tørt.

Det bliver dejligt vejr i weekenden.
- Fredag kan godt begynde med enkelte spredte byger, men i løbet af dagen drypper de af, når et højtryk nærmer sig fra vest, siger vagtchef ved DMI Steen Rasmussen.

Temperaturerne kryber i løbet af weekenden op i det lunere felt. Hvor fredagens højeste temperaturer snuser til 15 grader, så kan søndagens tilsvarende måske ligefrem overstige 20 grader.

Mandag passerer en koldfront med tilhørende let regn fra vest.
 - Herfra kunne der godt se ud til at komme et lille ophold i regnen, når et højtryk igen bygger op tæt på Danmark, siger Steen Rasmussen.
 
I dag er i øvrigt den officielle indgang til vinterhalvåret med korte dage og lave temperaturer. I dag er det nemlig efterårsjævndøgn, hvor nat og dag er lige lange.