TV der bevæger dig

Her er de syd- og sønderjyske ministre

I dag klokken 11 præsenterer den nye regering sine ministre. Allerede nu ser det ud til, at tre politikere fra Syd- og Sønderjylland får en ministerpost.

Anders Samuelsen står til at blive udenrigsminister i dag.

Selvom det først er klokken 11 i dag, at den nye regering, bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, præsenterer sine ministre, så er flere ministre ifølge TV2 på plads nu.

Ifølge TV2’s oplysninger, vil den nye regering få tre nye ministre fra Syd- og Sønderjylland. Anders Samuelsen (LA), der er opstillet i Nordsjællands Storkreds, men født i Horsens, står til at blive udenrigsminister.

Også Mette Bock (LA), opstillet i Sydjyllands Storkreds, bliver kirke- og kulturminister.

Ole Birk Olesen (LA), der er født i Gram og opstillet Østjyllands Storkreds bliver ny transportminister. Han overtager posten fra Hans Christian Schmidt (V).

Om Hans Christian Schmidt, opstillet i Sydjyllands Storkreds, får en ny ministerpost er endnu ikke sikkert.

Udover Hans Christian Schmidt ser det også ud til, at Peter Christensen ikke længere er minister efter i dag klokken 11.

Dermed kommer der tre nye ministre, der har tilknytning til Syd- og Sønderjylland, mens to vil miste deres ministerpost.