En håndfuld højskoler i Syd- og Sønderjylland udbyder kurser hen over julen. Tilmeldingen har været stabil gennem de sidste fire-fem år, oplyser Højskoleforeningen til TV SYD.
- Vi har haft fuldtegnet siden begyndelsen af november og har haft venteliste, siger kursusleder Mai-Britt Pedersen, Brandbjerg Højskole mellem Vejle og Jelling.
Her ankom 54 deltagere i dag ved middagstid. Kurset på den gamle herregård ved Jelling slutter 2. juledag om eftermiddagen.
- Deltagerne er fra 53 år til 90 år, fortæller hun.
På Jaruplund Højskole lige syd for grænsen har de holdt kurser hen over jul og nytår i ca. 30 år.
- Vi har rigtig mange, som er kommet her år efter år, fortæller højskolesekretær Birte Bünger Christensen til TV SYD. Tilmeldingen har været meget stabil.
Jaruplund har værelser til 40 deltagere – og kurset har været fuldtegnet i lang tid.
Højskoleforeningen har ikke præcis statistik over hvor mange, der deltager i kurser omkring jul og nytår. Men tilmeldingerne har været stabile de sidste fire-fem år.
Klientellet er mest ældre, som måske ikke har nogen at holde jul med.
- Det kan også være nogle, hvor børnene holder jul med svigerfamilien i år, fortæller de i Højskoleforeningen.
Her holder de kurser i år
- Jaruplund Højskole, syd for Padborg: 40 deltagere. Fra 20. december til 2. januar.
- Brandbjerg Højskole, Jelling: 54 deltagere. Fra 21. december til 26. december.
- Højskolen Østersøen, Aabenraa: 90 deltagere. Fra 21. december til 27. december.
- Rødding Højskole: ca. 110 deltagere. Fra 27.december til 2. januar.
- Rønshoved Højskole: 95 deltagere på to kurser. Fra. 21. december til 27. december og fra 28. december til 3. januar.