Konkursbo med fire butikker solgt

Guldsmed Nikolai Bach-Andersen overtager fire konkursramte guldsmedebutikker i Haderslev, Aabenraa, Kolding og Tønder, oplyser dagbladet JydskeVestkysten.

Butikkerne har tilhørt guldsmed Claus Scheelke, der gik konkurs i april i år. Han mistede sin finansiering, da Tønder Bank krakkede.

22 medarbejdere var beskæftiget i butikkerne. De har ikke krav på genansættelse, da Nikolai Bach-Andersen har overtaget et konkursbo.

Nikolai Bach-Andersen driver anpartsselskabet Cenius & Bach med hjemsted i Værløse ved København. Han har blandt andet designet de årstidsringe, kronprinsesse Mary bærer.

Cenius & Bach kom sidste år ud med et mindre underskud, og selskabets egenkapital er ifølge Krak Markedsdata negativ.