Ny ballade om randzoner

Landbrugsformand, der bevidst bryder loven om randzoner, bliver nu udelukket fra topmøde af miljøminister Ida Auken

Miljøminister Ida Auken (SF) har valgt at udelukke formanden for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, til torsdagens vandtopmøde på Fyn, sker det, fordi det på ingen måde kan accepteres, at formanden bryder loven om randzoner, fastslår ministeren.

- Jeg har rakt hånden ud til Bæredygtigt Landbrug og inviteret dem inden for i dialogen om, hvordan de næste vandplaner skal se ud, siger Ida Auken til Ritzau.

Vil ikke overholde loven

Formanden for Bæredygtigt Landbrug har tidligere meldt ud, at han ikke agter at overholde den nye randzonelov, som blev indført lørdag, men alligevel undrer han sig over ekskluderingen fra mødet.

- Ministeren ønsker åbenbart ikke at få de praktiske aspekter med. Jeg repræsenterer over halvdelen af de danske landmænd, og vi vil have undersøgt lovens lovlighed, siger han til TV2/Nord.

Lov vedtaget af stort flertal

Men der kan slet ikke sættes spørgsmålstegn ved lovens gyldighed, fastslår Ida Auken.

- Selvfølgelig er loven lovlig. Den er vedtaget af et stort set enigt folketing. Og i Danmark har man ikke ret til at sige, at der er en lov, man ikke kan lide, og derefter begynde at bryde den, siger ministeren.

Auken: Tag afstand

Hun tilføjer, at Bæredygtigt Landbrug er mere end velkomne til torsdagens møde på Fyn, hvis organisationen tager afstand fra, at dens formand bryder loven.