Socialdemokratiet får vælgerfremgang – men vinder kun én borgmesterpost

I 12 ud af 14 syd- og sønderjyske kommuner går Socialdemokratiet frem, men valget har kun sikret partiet én ekstra borgmester.

Da socialdemokratiske Kasper Glyngø tog borgmesterkæden fra Kirsten Terkilsen (V) i Hedensted, var det eneste gang, at en borgmesterpost skiftede fra et andet parti til Socialdemokratiet i Syd- og Sønderjylland.

quote

Vi er gået frem i hele landet, og det er vi rigtig glade og taknemmelige for. 

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet 

Det er status her to dage efter valget. For selvom Socialdemokratiet gik frem i Vejle, Haderslev, Varde, Billund, Vejen, Aabenraa, Sønderborg, Fredericia, Hedensted, Horsens, Fanø og Esbjerg kommuner, så fik de blot en enkelt borgmesterpost ud af fremgangen i det syd- og sønderjyske. Kun i Tønder og Kolding kommuner gik Socialdemokratiet tilbage.

Men selvom partiet ikke vandt flere borgmesterposter, så blåstempler Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen valget.

- Vi er gået frem i en række kommuner. Jeg tror, ting tager tid. Der er nogle danskere, der igennem en årrække har mistet noget tillid til Socialdemokratiet og gået fra os og til andre partier, og dem vinder man ikke bare sådan tilbage, siger partiformanden til TV SYD og fortsætter:

- Vi vil fortsætte med at genopbygge tilliden. Det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Vi kan se, at vi går frem i nogle kommuner. I Billund fik vores spidskandidat eksempelvis et godt valg, og vi gik også frem i Esbjerg. Der er altså nogen, der giver sin stemme til Socialdemokratiet igen.

Se Mette Frederiksens (S) vurdering af valget i Syd- og Sønderjylland. 

Mette Frederiksen (S) mener, at kandidaterne i det syd- og sønderjyske har gjort det godt, men om fire år vil hun gerne have endnu flere socialdemokratiske borgmestre end de fire, der lige nu er i Syd- og Sønderjylland. 

- Jeg vil selvfølgelig gerne have flere borgmesterposter på Socialdemokratiske hænder. Hvis vi ser på det valg, der lige har været afholdt, så ser det ud til, som tingene står nu – og det kan jo nå at ændre sig – at vi har fået 12 nye socialdemokratiske borgmestre. Vi er gået frem i hele landet, og det er vi rigtig glade og taknemmelige for. Vi vil gerne videre, men lige nu vil vi tillade os at glæde os over, at vi er gået frem ved det her valg, lyder det fra Mette Frederiksen. 

Herunder kan du se Socialdemokratiets fremgang i procentpoint for de syd- og sønderjyske kommuner:

KommuneFremgang
Varde3,6
Esbjerg4,5
Aabenraa3,1
Sønderborg7,7
Haderslev4,4
Vejen5,6
Kolding:-1,5
Billund4,2
Vejle2,3
Fredericia10,6
Hedensted2,7
Tønder-0,9
Horsens2,4
Fanø0,2