Flensborg i kamp mod endnu et smitteudbrud: Teststrategien halter

Flensborgs borgere skal fra lørdag leve med natligt udgangsforbud og strengere kontaktregler efter smitteeksplosion. Men landsformand for Sydslesvigsk Vælgerforening vil have større fokus på testkapaciteten, som ifølge ham er mangelfuld.

Fra klokken fem lørdag morgen måtte borgerne i Flensborg igen gå på gaden, men det må de ikke igen fra klokken 21 lørdag aften til klokken fem søndag morgen. I tidsrummet gælder nemlig et udgangsforbud i Flensborg.

Dog gælder der få undtagelser for dem, der møder på arbejde i tidsrummet. Derudover må byens borgere kun have kontakt med personer fra deres egen husstand, hvor det tidligere var tilladt at ses med fem personer udenfor husstanden.

- Det, der sker lige nu, er, at man i Tyskland forsøger at rette op på de problemer, der egentlig har været til stede over en længere periode, siger Flemming Meyer, der er landsformand i Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).

quote

Der er ingen tvivl om, at vi har forsømt at fremskaffe de fornødne testkapaciteter.

Flemming Meyer, landsformand i Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).

Lang vej endnu

Udgangsforbuddet og de skærpede kontaktregler er sat i værk, fordi smittetrykket i Flensborg er steget voldsomt den seneste tid. Landsformanden tror dog, at der er lange udsigter til, at smittetallet for alvor kan trykkes i bund.

- Det vil nok tage lidt tid, før man finder en fornuftig løsning på problemerne. Når jeg ser, hvad man i Danmark lægger vægt på, så er det at gøre testmulighederne tilgængelige og så barrierefrie som muligt og sågar gratis. Og der er vi jo slet ikke endnu på denne side af grænsen, siger landsformanden for det danske mindretal syd for grænsen. 

- Det kan jo simpelthen ikke være meningen, at de, der har penge, kan testes, og de, der ikke har, må gå med en lang næse, siger landsformand for Sydslesvigsk Vælgerforening, Flemming Meyer.
- Det kan jo simpelthen ikke være meningen, at de, der har penge, kan testes, og de, der ikke har, må gå med en lang næse, siger landsformand for Sydslesvigsk Vælgerforening, Flemming Meyer.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen

Flemming Meyer er ikke overbevist om, at man vil komme til at se effekter af det natlige udgangsforbud, og ser det mere som et symbolsk, politisk tiltag. Derimod bør Tyskland ifølge ham rette opmærksomheden mod at få øget testkapaciteten. 

- Der er ingen tvivl om, at vi har forsømt at fremskaffe de fornødne testkapaciteter. Derfor er vi nødt til nu at komme derhen, hvor alle kan testes og bliver testet. For når vi kommer derhen, kan vi nøjes med at isolere dem, der virkelig er smittet, siger mindretalsformanden.

Store testforskelle i Danmark og Tyskland

Med ganske få klik på computeren eller sin smartphone kan man nemt og hurtigt bestille en tid til en coronatest. Man kan også stille sig i kø til at få lavet en lyntest. Sådan er det for danskere, når de vil testes for corona, og begge dele er gratis. Lige så simpelt og billigt er det ikke for borgere i Flensborg.

quote

Det afskærer en del mennesker fra at kunne blive testet, fordi der er mange, der ikke lige har 30 euro til overs.

Flemming Meyer, landsformand for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).

Hvis man har været sammen med nogen, der er smittet, forlanger de tyske sundhedsmyndigheder, at man bliver testet. Er det tilfældet, får man tildelt et nummer og kan gå ned og blive testet. Den test koster ikke noget, fordi den kører over sygeforsikringen.

Men hvis man bare gerne vil testes, fordi man føler, man har symptomer, er det en helt anden sag. For det første er det svært at finde et sted at blive testet i Flensborg, og for det andet skal man selv betale mellem 29 og 39 euro for at få lavet en coronatest. Det svarer til mellem 215 og 290 kroner.

- Det afskærer en del mennesker fra at kunne blive testet, fordi der er mange, der ikke lige har 30 euro til overs. Og det kan jo simpelthen ikke være meningen, at de, der har penge, kan testes, og de, der ikke har, må gå med en lang næse, siger Flemming Meyer, landsformand for partiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW).

Øg kapaciteten, og lad det være gratis

For at komme problemerne med stigende smittetryk i Flensborg og i resten af delstaten Slesvig-Holsten til livs, skal der ifølge Flemming Meyer være større opmærksomhed på at gøre coronatest tilgængelige for alle.

- Testkapaciteten skal øges, og det skal være så lettilgængeligt og ukompliceret som muligt at blive testet, og finansielt skal det ligeledes være barrierefrit. Det bør slet ikke koste noget, siger Flemming Meyer, landsformand i SSW.

Samtidig understreger han vigtigheden i at holde afstand og undgå al unødig kontakt.

- Først og fremmest skal man undgå enhver form for kontakt, fordi denne engelske variant er voldsomt smitsom. Det er bittert og en kolossal indskrænkning af vores tilværelse, men jeg kan ikke se, at vi kan komme udenom, siger Flemming Meyer. 

Udgangsforbuddet og de skærpede kontaktregler gælder de næste syv dage i Flensborg.