TV der bevæger dig

Politiske bravader uden indhold

Mange har hørt om Region Sønderjylland-Schleswig, men de færreste ved, hvad den laver. Det er en af konklusionerne i en rapport om det grænse-overskridende samarbejde.

Viel Kaffee und wenig Wolle....Regionsformand Carl Holst og Slesvig-Holstens ministerpræsident Peter Harry Carstensen.

Rapporten er bestilt af politikerne i Regionalforsamlingen - og de får også et par ord med på vejen. De ved, at store politiske armbevægelser er uforpligtende, og der er ikke meget indhold i de politiske bravader.

Hvad laver de?

Rapporten er udarbejdet af Anne-Mette Hjalager, der er er forsker i Århus. Hun sendte 700 skemaer ud for at spørge folk, hvad de ved om Region Sønderjylland-Schleswig. Efter en rykker-runde fik hun 150 skemaer retur.
 
Hun modtog også adskillige telefon-opkald fra folk, som ikke kunne udfylde skemaet, fordi de ikke vidste, hvad regions-samarbejdet gik ud på.

En kaffetår

For tre år siden sagde Slesvig-Holstens ministerpræsident, Peter Harry Carstensen, til TV Syd, at der er drukket mange kopper kaffe i forbindelse med det regionale samarbejde over grænsen, men der er ikke sket så meget, og nu syntes han, at der skulle ske noget.

Rapporten fra Anne-Mette Hjalager tyder på, at der stadig står for mange kaffekander på bordet. Det står skrevet, at medarbejderne i region-samarbejdet gør et stort stykke arbejde, men medlemmerne af regionalforsamlingen har ikke været i stand til at sætte en politisk dagsorden.
 
Regionalforsamlingen består af repræsentanter for skoler, virksomheder og politikere på begge sider af grænsen. De mangler visioner. De kan ikke skabe aktivitet i deres bagland, og de virker, som om de ikke kan tage beslutninger.

Alvorlig kritik

En af medarbejderne i det regionale samarbejde siger til TV Syd, at samarbejde er godt, men det koster noget at omsætte tanker til virkelighed. Hvis der ikke er penge til det, så vil det hele stadig kun være tanker.

Regionalforsamlingens formand, Jens Andresen siger til Flensborg Avis, at kritikken skal tages alvorligt. Den er en følge af, at der ikke kommer konkrete resultater ud af samarbejdet, og hvis der ikke gør det, mister folk troen på, at samarbejdet har nogen betydning.

Regionalrådet vil først i løbet af nogle måneder tage stilling til rapporten og de forslag om forbedringer, den indeholder.

Læs rapporten.  

link til reg.dk i Padborg - Rapport om regionalarbejdet Sønderjylland-Schleswig