TV der bevæger dig

Slotskapel og svævefærge sendes til Unesco

Kapellet på Gottorp Slot og svævefærgen ved Rendsborg skal på Unescos liste over verdenskulturarv. Det mener delstatsregeringen i Slesvig-Holsten.

Gottorp Slot.

Dermed følger delstatsregeringen kulturminister Anke Spoorendunks (Sydslesvigsk Vælgerforening-SSW) ønske om at udvide listen over kulturarvs-emner som Kiel og Berlin ville sende til Unesco. Det skriver Flensborg Avis.

- Slotskapellet er enestående velholdt og et eksempel for den protestantiske kirkearkitektur og den lutheranske kirkemusik i Norden, siger Anke Spoorendunk.

Svævefærgen i Rendsborg er ligeledes unik. Der findes kun otte svævefærger i hele verden.

I Slesvig-Holsten er det indtil nu kun hansebyen Lübeck, der har fået status som verdenskulturarv, og det skete i 1987.

Desuden behandles i øjeblikket en ansøgning om at gøre vikingearven med dens slesvig-holstenske eksempler, Dannevirke og Hedeby, til verdenskulturarv.

En status som verdenskulturarv medfører umiddelbart hverken tilskud eller yderligere fredningskrav, men betragtes som god reklame især for turismen.

Mere kultur