Tysk vicekansler vil have fjernet dansk grænsekontrol

Vicekansler Robert Habeck mener, at grænsekontrollen udgør en belastning for befolkningen i grænselandet.

Den danske grænsekontrol møder igen kritik fra tysk side.

Denne gang fra den tyske vicekansler og minister Robert Habeck.

Han mener, at kontrollen bør afskaffes, skriver avisen Der Nordschleswiger.

- Flygtningene og coronapandemien er blevet anført som begrundelse for at indføre midlertidige grænsekontroller. Disse grunde er nu faldet bort. Det burde grænsekontrollen også gøre, siger Habeck ifølge mediet.

Robert Habeck repræsenterer partiet De Grønne i den tyske forbundsdag.

Han er desuden klima- og økonomiminister i den tyske regering, men udtaler sig i denne forbindelse som medlem af forbundsdagen valgt i Flensborg.

Belastning for befolkning

Ifølge ham udgør kontrollerne en daglig belastning for befolkningen i grænselandet.

Det er ikke første gang, at grænsekontrollen bliver kritiseret af medlemmer i det tyske parlament.

I juni sendte den dansk-tyske politiker Stefan Seidler en klage til den danske regering.

Han er valgt ind i Forbundsdagen for partiet Sydslesvigsk Vælgerforening.

Begrundelsen for hans klage var køer af biler ved grænsekontrollen. Ventetiden gjorde ifølge Stefan Seidler hverdagen besværlig for borgere, der bor tæt ved grænsen.

Også sønderjyske lokalpolitikere har tidligere klaget over trafiksituationen.

Forlænget grænsekontrol

Det var den daværende borgerlige regering, der indførte den midlertidige grænsekontrol. Det skete, da mange flygtninge fra Syrien i efteråret 2015 ankom til grænsen i Danmark.

Siden har både den daværende og nuværende regering løbende forlænget grænsekontrollen.

Regeringen har senest 12. maj forlænget kontrollen med yderligere et halvt år.

Den daværende justitsminister Nick Hækkerup sendte i april et brev til EU-Kommissionen med regeringens begrundelse for grænsekontrollen.

I brevet lød det blandt andet, at Center for Terroranalyse under PET vurderede, at truslen for terror mod Danmark fortsat er alvorlig.