Ungdomspolitikere smider tøjet i oprør over grænsekontrol

Grænsekontrollen sender de helt forkerte signaler og forstyrrer hverdagen i grænselandet, mener unge politikere, som smider tøjet ved 12 dansk/tyske grænseovergange i protest.

Bilisterne ved flere dansk/tyske grænseovergange fik lidt ekstra at kigge på lørdag, mens de ventede på at krydse grænsen. 

Her var det nemlig svært at overse en gruppe unge politikere, der stod i vejkanten uden tøj på.

De unge kommer fra Slesvigsk Partis ungdomsparti, Junge SPitzen, og de er godt og grundigt trætte af grænsekontrollen. 

- Vi vil gerne kritisere grænsekontrollen og sætte fokus på det dansk/tyske samarbejde. forklarer formand for Junge SPitzen, Katharina Kley.

Den 19-årige ungdomspolitiker bor i Aabenraa og tilhører det tyske mindretal i Danmark. Men det var også unge fra det danske mindretal i Tyskland og unge grænsependlere, der mødte op for at smide tøjet. 

Forkerte signaler

Og der er flere grunde til, at de ønsker grænsekontrollen afskaffet.

-  For det første fordi det er træls at holde i kø, når man pendler henover grænsen. Så skal man stå en time tidligere op, blot fordi man skal i skole eller på arbejde, siger Katharina Kley.

quote

Vi føler, at det deler Danmark og Tyskland meget hårdt op.

Katharina Kley, ungdomspolitisk formand i Junge SPitzen

- Så synes vi også, at man kunne bruge ressourcerne bedre på andre måder. Det koster så mange penge.

Samtidig mener ungdomspartiet også, at grænsekontrollen sender de helt forkerte signaler.

- Vi føler, at det deler Danmark og Tyskland meget hårdt op. For vi er gode samarbejdspartnere, og samarbejdet med Tyskland er så vigtigt for os, at det er et forkert symbol, siger Katharina Kley.

Nøgenkalender

Hun fortæller, at lørdagens nøgengimmick ved grænsen egentlig var et fotoshoot. Billederne skal bruges til en nøgenkalender, som udkommer senere på året.

- Meningen er, at vi vil sende nøgenkalenderen til nogle politikere og dele den ud til arrangementer. Man får tydeligvis meget omtale, og det er med til at starte en vigtig debat, siger Katharina Kley.

Hun kan også fortælle, at fotoshootet fortsætter ved flere grænseovergange søndag.