Gamer-mor: Mine fordomme om LAN blev bekræftet

Chok-oplevelse til LAN-party fik Pia Thomsen fra Tæv Din Teenager til at sætte grænser for sin søn.

Mange forældre er bekymrede for deres børn, når de spiller computerspil dagen lang og deltager i de populære LAN-parties, der er kendt for at flyde over med slik, chips, sodavand og energidrik.

Et ægte LAN-kit blev udleveret til Pia Thomsen og de andre forældre. Det bestod af sodavand og chips.
Et ægte LAN-kit blev udleveret til Pia Thomsen og de andre forældre. Det bestod af sodavand og chips.

Det gjald også Pia Thomsen. Gennem programmet Tæv Din Teenager fik hun mulighed for at prøve kræfter med sin søns passion for computerspillet Counter-Strike og at deltage i et LAN-party i Rødding Centret. Det pustede allerede ved ankomsten til hendes fordomme. 

- Jeg tænkte bare ”hold nu kæft”. Der stod jo kasser med sodavand og energidrik over det hele, for slet ikke at tale om alle de poser med slik og chips. Det var helt vildt, lyder det fra Pia Thomsen, der er mor til Hjalte på 13 år.

Burgere morgen, middag og aften
Pia Thomsen løber et par gange om ugen og er instruktør på et zumbahold. Hun vil ikke betegne sig selv som idrætsfanatiker, men hun tænker på at spise sundt. Derfor fik hun noget af et chok, da hun så, hvad nogle af de unge spiste til morgenmad til LAN i Rødding.

Pia Thomsen og de andre forældre fik også serveret burgere til aftensmad, da de var med til LAN-party.
Pia Thomsen og de andre forældre fik også serveret burgere til aftensmad, da de var med til LAN-party.
Foto: Troels Sørensen, TV SYD

- Et par 10-årige drenge var godt i gang med en omgang burger, pommes frites og energidrik kl. 8:30 lørdag morgen. Det er jo vanvittigt, siger Pia Thomsen, der heller ikke fik meget søvn, da de ligesom de unge spillede Counter-Strike det meste af natten.

- Jeg kan godt forstå, at mange unge er helt smadrede og gerne vil pjække fra skole om mandagen, fordi de er trætte, eller simpelthen bliver syge, siger fra Pia Thomsen.  

Læge: Sukker overdøver deres behov 
Ifølge læge Charlotte Bøving fra Varde er der en helt naturlig årsag til, at de unge er smadrede efter en weekend med LAN.

- Alt det sukker, de spiser og drikker, doper deres kroppe, så de ikke mærker behovet for rigtig mad. Og det blålige lys fra skærmene sænker følelsen af træthed. Så alt i alt lytter de ikke til deres reelle behov, lyder det fra læge Charlotte Bøving, der netop nu er i gang med at undersøge skærmafhængighed blandt unge. 

quote

- Jeg synes, man skal begrænse LAN til én dag. Tre dage giver et kæmpe efterslæb og giver blandt andet koncentrationsbesvær i skolen de efterfølgende dage.

Charlotte Bøving, læge, Varde

Charlotte Bøving er ikke tilhænger af LAN-party og slet ikke, når de foregår over tre dage.

- Jeg synes, man skal begrænse LAN til én dag. Tre dage giver et kæmpe efterslæb og giver blandt andet koncentrationsbesvær i skolen de efterfølgende dage, siger Charlotte Bøving.

Forældre skal sætte grænser
Pia Thomsen har nu taget konsekvensen af hendes oplevelser til LAN-party i Rødding. Sønnen får kun de godter med til LAN, som mor Pia finder rimeligt - og så er det forbudt at drikke energidrik.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi som forældre sætter grænser. Jeg ved godt, at han nok ikke overholder det hele, men hvordan skal vores børn navigere i et overflødighedshorn af slik, chips, sodavand og energidrik, hvis vi ikke prøver, siger Pia Thomsen.

Hun har også lavet en aftale med sin søn om, at LAN betyder tidligt i seng og ingen spil derhjemme de efterfølgende dage og ingen pjæk fra skole mandag, fordi han er træt eller dårlig efter weekendens strabadser.

- Jeg vil ikke forbyde ham at tage til LAN, for jeg har jo også set, hvor mange sociale aspekter det har. De hygger sig virkelig med hinanden. Men det er en hobby, og det må ikke gå ud over hverken skole eller helbred, lyder det fra Pia Thomsen.   

Det gør LAN ved kroppen:

Sukkerindtaget:
Når unge til LAN indtager meget sukker i form af slik, sodavand og energidrik giver det store udsving i blodsukkeret -  dermed er der stor risiko for irritabilitet og koncentrationsbesvær

Skærmkiggeriet:
Det blålige lys fra skærmene nedsætter produktionen af melatonin i hjernen, som er det naturlige søvnhormon. Dermed mindsker det oplevelsen af træthed, så de unge kan blive ved med at spille, selvom kroppen har brug for søvn.

Desuden øges produktionen af belønningshormonet dopamin af sukker og skærmtid - ligesom ved andre former for afhængighed.

Kilde: Læge Charlotte Bøving

Det betyder LAN:

LAN er en forkortelse for Local Area Network. 
Ordet "LAN" eller "LAN-party" bliver brugt om større og mindre computerbegivenheder. Folk tager typisk deres egen computer med og tilslutter sig et netværk med andre mennesker for at spille sammen. LAN-parties starter ofte om aftenen og forløber som regel over 3-4 dage.