Sønderjysk sanger overvældet: - 3.000 mennesker og så kunne de bare alle mine sange

Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

31-årige Rikke Thomsen fik fredag sin debut på Tønder Festival foran et kæmpe publikum.

Selvom det fredag eftermiddag var ulideligt varmt i det store telt på Tønder Festival, mødte 3.000 tilskuere alligevel op for at se og høre den sønderjyske sanger Rikke Thomsen give sin første solo-koncert på festivalen.

- Jeg har glædet mig som en lille bajs (baby) til det her, sagde pigen fra Blans ved Sønderborg.

Hun var oprindeligt booket til festivalen i 2020, men på grund af coronapandemien var hendes første egentlige optræden på Tønder Festival udskudt til i år.

Rikke Thomsen synger, taler og tænker på sønderjysk. Den 31-årige musiker er dedikeret til, at den sønderjyske dialekt bliver taget mere alvorligt. Blandt andet derfor modtog hun i 2019 Modersmål-Prisen som den yngste dansker nogensinde.

Sangeren Rikke Thomsen fik debut på Tønder Festival - med Micheal Falch på scenen. Video: Jeppe Storm Kyvsgaard, TV SYD

- Det var tumbe

Publikum i Telt 1 i Tønder tog da også imod hende med åbne arme. Grinte mellem sangene, når Rikke Thomsen kom med sine betragtninger om københavnere og meget andet. Sang med på hendes sange og klappede entusiastisk. Faktisk så meget, at Rikke Thomsen efterfølgende konkluderede, at hun aldrig har været ude for noget lignende i de tyve år, hun har spillet guitar.

- Det var helt tumbe. Jeg tror, det var det musikalske højdepunkt i mit liv. Det er store ord, og det skal man passe på med. Men det er uden tvivl det største, jeg nogensinde har prøvet, siger hun til TV SYD.

- Jeg var overrasket over, at publikum kendte mine sange så godt. Da jeg gik på scenen, og der stod 3.000 mennesker, der bare kunne alle ord og alle seks vers på min længste sang, var jeg helt færdig.

Falck full circle

Rikke Thomsen havde en lille overraskelse til sit publikum under nummeret “Hunger Hjerte”, som er en omskrivning af Bruce Springsteens storhit “Hungry Heart”.

Midt i sangen dukkede en kendt herre i skikkelse af veteranen Michael Falch op på scenen og faldt i duet på klingende sønderjysk. Han tilbragte sine ungdomsår i netop Tønder og er derfor flydende i dialekten.

- Der er et godt sønderjysk udtryk for det, nemlig full circle. Han kommer her fra Tønder, han har udlevet den helt store rockdrøm. For mig handlede det om, at jeg har skrevet en Springsteen-sang om, og Michael er den eneste dansker, som har sunget Hungry Heart med Bruce Springsteen, fortæller Rikke Thomsen.

De to musikere har aldrig synget sammen tidligere, men har den seneste stykke tid skrevet frem og tilbage til hinanden, og for hende var det en måde at binde en sløjfe på.

- Han har været sød til at komme med gode råd, og det er en stor gave at have en med hans store erfaring at spørge til råds.

65-årige Michael Falch fik selv sin debut på Tønder Festival i 2018.

Rikke Thomsen får gode råd af veteranen Michael Falch, som dukkede op ved hendes koncert. Foto: Peter Elgaard, TV SYD

Slutter i Sønderjylland

Det er første gang, Rikke Thomsens navn har stået på festivalplakaten i Tønder. Hendes lange tilløb til debuten i Tønder har været meget lang, men ikke helt nytteløs.

- Corona har ikke været godt for mange ting, men én ting har det alligevel gjort for mig, og det er, at det har ventet lidt. For det at bære 75 minutter alene med en guitar, tør jeg lidt mere nu end for tre år siden. Så på en måde var det også lidt en gave at få lov at vente, fortæller hun.

Til november drager hun på tour med sit band. Touren går hele landet rundt og slutter med en koncert på Gazzværket i Aabenraa, og det er ikke tilfældigt.

- Det er helt bevidst, at jeg slutter turneen i Sønderjylland. Jeg har det bedst med at komme hjem igen, siger hun.

Kommunen mangler læger, men loven forhindrer hende i at starte praksis

Nadja Westergaard er en af de tre speciallæger, der fra 2026 ønsker at åbne en klinik i Tønder. Foto: BL
M
Udgivet

Tre læger er snart færdiguddannede og ønsker at åbne fælles praksis i Tønder, der af Region Syddanmark er udpeget lægedækningstruet. Men lovgivningen bremser dem.

Region Syddanmark har for nyligt udpeget Tønder Kommune som en lægedækningstruet kommune. Altså kigger kommunen ind i mangel på læger.

Som også omtalt i Fagbladet Boligen, står der heldigvis tre læger klar til at åbne egen praksis i Tønder, når de i 2026 er færdiguddannede speciallæger i almen praksis.

- Vi har fundet et sted, som vi synes er ideelt. Den ligger centralt, tæt på offentlig transport, tæt på centrum og så ligger der et plejecenter lige ved siden af grunden. Så dem der særligt bruger lægen, kan hurtigt komme derhen, fortæller Nadja Westergaard, der er en af de tre læger.

Tønder Andelsboligforening, som har grunden, står ligeledes klar til at opføre et lægehus. Der er allerede tegnet en skitseplan, så lægehuset fremstår ideelt til nutidens behov.

Dermed ligner situationen en win-win-win: Tønder afhjælper lægemangel, lægerne får deres praksis og Tønder Andelsboligforening får besat grunden.

Men sådan er det ikke.

- Som lovgivningen er nu, må vi ikke opføre et lægehus. Det er jo lidt mærkeligt, når vi før har hjulpet samfundet ved at lave børnehaver og plejehjem, som vi har gjort for kommuner, forklarer teknisk chef i Tønder Andelsboligforening, Brian Skou Juhler Larsen.

Skitse over området, som lægehuset i Tønder er tiltænkt at indgå i. Lægehuset er placeret mod venstre midt i billedet. Foto: Salus/Tønder Andelsboligforening

At lægerne står til at blive bremset i deres ønske om at tilføre Tønder Kommune tre tiltrængte læger ærgrer dem.

- Jeg er ked af forhindringerne, og synes det er ærgerligt. Jeg tænker, det er relativt unikt med tre nyuddannede læger, der kan sikre lægedækning i over 20 år, så det vil være en skam, hvis ikke man kan løse det, fortæller Nadja Westergaard.

Hun beretter videre, at hende og de to øvrige læger har kig på to øvrige potentielle bygninger, men da de allerede står bygget, er de ikke indrettet ideelt efter behovene for et lægehus.

- Sammentænk sundhedsreformen og boligaftalen

Hos Tønder Andelsboligforenings tekniske chef, er håbet og appellen, at der på politisk plan bliver kigges ind i problemstillingen.

- Det er vigtigt, at man tænker den kommende sundhedsreform sammen med den nye boligaftale.

- Sundhedsreformen lægger op til mere nærhed, og det skal jo hænge sammen med den boligaftale der kommer. Der er det væsentligt, at man indarbejder, at os i den almene sektor får mulighed for at opføre sundhedshuse, lyder det fra Brian Skou Juhler Larsen.

Brian og Tønder Andelsboligforening har rettet kontakt til Tønder Kommune, og et møde er planlagt i november. Her vil man se på, hvordan man kan indtænke hele området i et kommende lægehus og ikke mindst diskutere kommunens syn på sagen.

Halskæde solgt som "unikt design" fundet på kinesisk webshop

Grafik: Michael Nielsen
Udgivet

Håndlavet vikingehalskæde med unikt design, det var hvad Villy Kim Lauridsen brugte mellem 600 og 800 kroner på. Han blev dog slemt skuffet, da han fandt en identisk halskæde på Wish til omkring 150 kroner.

Da Villy Kim Lauridsen fra Outrup ved Varde bestilte en vikingehalskæde fra en svensk hjemmeside, så han frem til at gå med det "unikke design", som hjemmesiden havde reklameret med.

Villy Kim Lauridsen. Foto: Privatfoto

Samtidig opdagede Villy Kim Lauridsen, at han kunne købe en identisk halskæde på den kinesiske hjemmeside Wish.

- Jeg blev selvfølgelig forarget. Jeg kunne få den samme halskæde for 5 kroner, tror jeg. Hvis jeg havde vidst, at smykket kunne købes på Wish, så tror jeg ikke, at jeg havde købt det, siger Villy Kim Lauridsen.

Selv handler Villy Kim Lauridsen en gang imellem fra den kinesiske hjemmeside Temu.

- Jeg har for nylig købt en Ringenes Herre-figur, som, jeg faktisk synes, er i rigtig god kvalitet, siger Villy Kim Lauridsen, som betalte omkring 250 kroner for figuren.

Mangler gennemsigtighed

Det, der virkelig er Villy Kim Lauridsens anke, er, at han flere gange har oplevet at finde varer på Wish og Temu, som er næsten identiske med varer, han skal betale meget mere for.

- Jeg mistænker virkelig, at nogle butikker køber varer hjem fra Kina til billige penge og sælger dem meget dyrere til os forbrugere. Jeg synes, man som forbruger bliver ført bag lyset, siger Villy Kim Lauridsen.

Grafik: Michael Nielsen

Han påpeger, at det nødvendigvis ikke er et problem, at varerne stammer fra Kina.

- Man må bare acceptere, at produktionen af mange varer kommer fra Kina, men så bør prisen også stemme overens, så jeg som forbruger ikke føler mig snydt, siger Villy Kim Lauridsen.

Derfor køber han heller ikke Dansk Erhvervs udtalelse om, at bare fordi det ligner, er det ikke nødvendigvis det samme produkt.

- Den tror jeg ikke helt på. Der er så mange varer, som bliver produceret i Kina, så hvorfor skulle man lave to forskellige Ringenes Herre-figurer, der ser identiske ud, men som i virkeligheden ikke er det, når det kommer til stykket? Det giver ikke mening, siger Villy Kim Lauridsen.

Told, moms og lønninger

Fagchef for produktregulering, Betina Schiønning, minder om, at de danske butikker har udgifter til moms, told og løn i Danmark.

Samtidig bruger de store summer på kontrol med underleverandører i for eksempel Kina.

- Det er en omkostningsfuld affære at sælge varer, der er dokumenteret lovlige. Det koster at lave kontrol, at teste og få andre til at teste, siger Betina Schiønning.

Samtidig minder projektleder i Forbrugerrådet Tænk, Christel Søgaard Kirkeby, om, at det handler om at være sikret som forbruger.

I Danmark og EU er der krav om sikkerhed, uønsket kemi og mærkning, som europæiske importører og butikker skal overholde. Men sådan er det ikke for de udenlandske spillere.

Og Forbrugerrådet Tænk har i flere test set flere eksempler på varer inden for en lang række varegrupper, som ikke lever op til de europæiske krav, fortæller Christel Søgaard Kirkeby til TV 2.

I sidste uge var erhvervsminister, Morten Bødskov (S), ude at sige, at han vil have skærpet kontrollen med varer fra internetbutikker som Wish og Temu. Det skal gøres for at skærme danske forbrugere fra potentielt farlige og ulovlige produkter.

Det skal ske med et kunstigt intelligent værktøj, der kan screene hjemmesiderne og på baggrund heraf eventuelt forbyde produkterne.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.