Familie ankom fra Ukraine fredag - børnene er klar til dansk skole tirsdag

Den nye særlov for ukrainere giver flygtningene på asylcenteret i Toftlund nye muligheder.

De tre børn i den ukrainske familie Lomakin, som har boet på asylcenteret i Toftlund siden fredag, er bare klar til at lære noget igen. Allerede i næste uge skal de to piger på 7 og 9 år og storebror David på 10 år i dansk skole.

Familien ankom til asylcentret i Toftlund fredag. Mandag aften skal forældrene til møde på Toftlund Distriktskole, og dagen efter kan børnene begynde i skole sammen med 26 andre ukrainske flygtninge.

- Det håber jeg, fordi de er nødt til at gå i skole. De har lige mistet en hel måneds undervisning. Men de er bekymret for, hvordan det vil være, fordi de ikke taler dansk, selvfølgelig. De taler heller ikke så godt engelsk - kun en lille smule, fortæller faren Dmitro Lomakin, der den 25. februar forlod hjembyen Kharkiv.

Dmitro Lomakin har opholdt sig i Danmark i 00'erne og kender derfor lidt til landet.
Dmitro Lomakin har opholdt sig i Danmark i 00'erne og kender derfor lidt til landet.
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Lettere at gå i skole her

Selvom sproget kan blive en udfordring i begyndelsen, er Dmitro Lomakin fortrøstningsfuld i forhold til, at børnene nok skal klare det. Han har nemlig rådført sig med sin ven, som også bor i Danmark.

- Han har fortalt mig meget omkring skolen, og at der i Danmark - i modsætning til Ukraine - er meget mere leg i undervisningen i de små klasser. Det er lettere for dem her end i Ukraine, mener han.

Familien spiller fodbold i ventetiden.
Familien spiller fodbold i ventetiden.
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Smugkig på lokalområdet

For at forberede børnene på, hvad der forhåbentlig kommer til at ske fra næste uge, har familien taget et smugkig på skolen.

- Vi har gået en rundt i byen, hvor vi så skolen, og børnene er allerede helt vilde med den, fordi der er mange legepladser, fodboldbaner, basketballbaner og et sted, hvor man kan klatre. Så de synes virkelig om den, tilføjer han

Og spørger man sønnike, så er han da også klar til at starte i skole:

- Yes!, kommer det fra ham.