I en tom skolebygning bearbejdede Kirsten sin sorg

Kirsten Boyschau Hansen mistede sin 40-årige søster til kræft, men på søsterens gamle arbejdsplads i Højer fandt hun igen meningsfuldhed.

Hver gang Kirsten Boyschau Hansen holder modeshow med sine elever på Højer Designefterskole, sender hun en tanke til sin søster Elsebeth.

Elsebeth har aldrig selv været med til et af Kirstens modeshows, for hun døde af kræft, kort tid inden efterskolen blev til.

Alligevel er det som om, Elsebeth er til stede. Ikke fysisk, men i ånden.

- Elsebeth har engang arbejdet på skolen, inden den blev en designefterskole. Derfor gav det god mening for mig at skabe en efterskole her i disse bygninger, hvor hun engang havde været. Det blev min drivkraft, fortæller Kirsten Boyschau Hansen og uddyber, at selvom hendes søster er en stor kilde til inspiration, så kunne hun ikke have grundlagt Højer Designefterskole i 2007 uden den styrke og vilje, som hun både dengang og i dag finder i sit bagland.

- Min mand Per er både skolechef og den gode sparingspartner, som jeg benytter dagligt. Både han og resten af familien har været og er stadig en stor del af mit livsprojekt.

Netop Kirsten Boyschau Hansens livsprojekt fortæller hun om i TV SYDs nye program Q' Ik' La' Vær', som har premiere lørdag 6. maj klokken 19.30.

I seks afsnit møder vi seks kvinder med hver deres livsprojekt. Du kan allerede nu se alle afsnit på TV SYD PLAY.

Efterskolen bearbejder sorgen

Nogle år forinden havde bygningerne stået tomme. Det var ikke længere Design Seminarium, som dengang Elsebeth underviste der.

quote

Jeg kunne arbejde mig ud af sorgen ved at bruge alt min energi på at skabe efterskolen og derigennem at videreføre Elsebeths væsen

Kirsten Boyschau Hansen, forstander, Højer Designefterskole

Hun var uddannet beklædningsdesigner fra Kolding, og Kirsten Boyschau Hansen husker tydeligt sit første møde med det kreative univers.

Kirsten Boyschau Hansens søster døde af kræft som 40-årig. Sorgen bearbejdede Kirsten ved at grundlægge en efterskole i søsterens ånd.
Kirsten Boyschau Hansens søster Elsebeth døde af kræft som 40-årig. Hun efterlod foruden Kirsten også to brødre og endnu en søster samt sin mand og deres tre børn.
Foto: Privatfoto

- Elsebeth viste mig rundt på seminariet en dag, hvor de afholdte et tegnemaraton, og der tænkte jeg, at det var som at træde ind i et andet univers, fortæller hun.

Dengang havde hun aldrig forestillet sig, at hun en dag skulle stå som forstander på en efterskole, men da en tidligere kollega foreslog at skabe en kreativ efterskole i de tomme seminar-bygninger, opstod der pludselig en meningsfuldhed midt i Kirstens sorg over tabet af sin søster.

- Bearbejdelse af sorg er forskellig, men jeg kunne arbejde mig ud af sorgen ved at bruge alt min energi på at skabe efterskolen og derigennem at videreføre Elsebeths væsen, fortæller hun.

Skolens historie

Højer Designefterskole har til huse i bygninger, der blev bygget i 1905, altså 15 år før genforeningen i 1920, hvorfor al undervisning foregik på tysk.

I 1951 blev der bygget en ny tysk skole, hvorfor bygningerne nu skulle fungere som en dansk skole. Den blev imidlertid for lille, og i 1964 blev der bygget en ny og større skole. Skolebygningerne stod derfor nu tomme og blev opkøbt af Højer Tæppefabrik.

I 1986 skulle skolebygningerne huse et håndarbejdsseminarium, det senere Design Seminarium og Højer College.

I 2007 slog Højer Designefterskole dørene op for det første elevhold.

I 2014 blev nabobygningen Bonevoksfabrikken opkøbt til Højskole- og elevaktiviteter.

I 2018 blev nabobygningen Højer Tæppefabrik opkøbt til elevaktiviteter.

I 2022 blev nabogrunden Kogsgade 6 opkøbt til lærerbolig. 

En livslektie fra sin søster

Det er ikke kun bygningerne i Højer, der minder Kirsten Boyschau Hansen om sin søster. 

Også den kreative energi, fantasifuldheden og særligt viljestyrken, som hun hver eneste dag opmuntrer eleverne til, er i Elsebeths ånd.

Kirsten Boyschau Hansens søster døde af kræft som 40-årig. Sorgen bearbejdede Kirsten ved at grundlægge en efterskole i søsterens ånd.
Kirsten Boyschau Hansens søster Elsebeth er her fotograferet til en udklædningsfest. Hun var altid fuld af skøre ideer og sjove påfund, og aldrig gjorde hun noget halvhjertet.
Foto: Privatfoto

- Hun gik aldrig på kompromis og gik altid helhjertet ind i sine projekter, så det færdige resultat ville altid være fuldendt, fortæller Kirsten Boyschau Hansen og uddyber, hvordan søsterens væsen i dag motiverer hende til aldrig at give op.

- Hvis jeg sætter mig noget for, så går jeg all in. Så kan jeg aldrig gøre det med halvt hjerte, og det gælder alt, hvad jeg rører ved i tilværelsen. Det har Elsebeth givet videre til mig.

Det samme gælder Kirsten Boyschau Hansens ambitioner for efterskolen og eleverne. Fagligheden er høj, og sammen med sine undervisere har hun tillid til, at når de sætter sig noget for, så gør de det fuldstændigt.