Janni udvikler app, der skal redde verden

Efter mange år som skolelærer har Janni sagt sit job op for at udbrede FN's Verdensmål til børn og unge.

45-årige Janni Krath fra Brøns er en kvinde med en klar mission. Hun formidler FN’s 17 Verdensmål til børn og unge samtidig med, at hun udvikler en app, der kan "redde verden”.

Janni Krath og Verdensmålshuset GenIn i Esbjerg har modtaget 420.000 kroner af LB Fonden til at udvikle en gratis app, der får titlen ”Ansvarlig forbruger”.

Appen har til formål at vise og skabe handlekompetencer til Verdensmål nr. 12 i et virtuelt univers, hvor det bliver meget konkret, hvad de forskellige forbrugsmæssige valg har af konsekvenser. 

En app med mening

Til august 2022 er appen færdigudviklet, hvorefter den frit kan benyttes af skolebørn fra 6. til 9. klasse og af ungdomsuddannelser, der allerede nu i workshopforløb løbende tester for respons på brugerflade og aktiviteter i appen.

Eleverne bliver gennem undervisningsforløbene med Janni Krath ambassadører for verdensmålene og kan derefter selv formidle og undervise andre elever til at blive det samme. 

På den måde ønsker Janni Krath, at hendes app kan få stor effekt og gøre børn og unge klogere - samtidig med at de redder verden.